Annonce
Ugeavisen Bramming

Tak for lån

Hvilken vej vil børnene tage - og kommer de mon tilbage? Rose Pedersen skriver i denne klumme om, hvordan man som forældre oplever det, at børnene flytter hjemmefra. Foto: Martin Wilde

Ja, så kom den stilhed, man havde plaget om de sidste 20 år. Bare lidt stilhed til at fordybe sig i.

Men hold nu op, så meget stilhed har jeg jo ikke bedt om. Men det fik jeg. Børnene er mere eller mindre fløjet fra reden, og inden de gjorde det, var glæden med blandede følelser. Nej, hvor skal vi rende i bar røv og slips, når de er flyttet hjemmefra, og så skal vores anden ungdom lige have et pust derud ad. Ja, min bare, tænkte jeg den første tid. Først lidt vrælen, så lidt bar røv, så total forvirring i mit hoved. Tårekanalerne fik ingen ende, da sønnen flyttede til Århus for at studere. Mit lille barn – snøft – som i virkeligheden er en voksen mand med selvstændige meninger, og også andre holdninger end hans mor.

Der er mange ting, man skal forholde sig til: Skal man nyde det? Skal man have lov til at sørge? Det er vel op til en selv, men de smutter i hvert fald. Bare jeg ikke får Empty Nest syndrom – ja, der findes en ”sygdomsbetegnelse” til forældre, der kommer i sorg og depression, når børnene flytter hjemmefra.

Min datter derimod, hun flytter, flytter hjem, flytter, flytter hjem. Men den dag kommer også, hvor det bliver permanent. Men indtil da kan jeg jo suge lidt på hende, når hun er hjemme.

Der, hvor det bliver lidt spøgelsesagtigt, er de aftener for første gang, hvor vi pludselig sidder alene ved aftensmaden. Det var der, vi med sikkerhed var samlet med børnene, og der var altid snakken omkring maden. Den, stilhed der lagde sig som en sky over middagsbordet, havde jeg ikke set komme. Min mand og jeg skulle da nu til at snakke om verdenssituationen, og om alt det vi skal nå.

Den bedste tid er morgenstunderne. Tøffe, tøffe, sidde en halv time og dvæle i roen til morgenkaffen. Det er skøøønt. Aftensmaden var en helt anden snak og meget underligt. Min mand og jeg sidder og spiser i stilhed. Gud pine, det er næsten akavet. Der sidder en fremmed over for mig og spiser, vi taler med korte sætninger som:

- Vi spiser.

- Det dufter godt.

- Øv et trist vejr i dag.

- Skal du have flere kartofler.

Og så den obligatoriske: ”tak for mad.”

Ej altså. Næste gang kaster jeg bolden først, lige i hovedet på ham, så vi kan få gang i den længe ventede tomandssnak. Det skulle tage nogle dage med stilhed, før vi begyndte at kommunikere. Vi var så vant til, at børnene havde ordet ved aftensmaden, og at vi som forældre lyttede og prøvede at forstå deres liv på godt og ondt. Så det var egentligt ikke så mærkeligt, at vi nu skulle vænne os til al den taletid.

Hov, hvor blev vasketøjet af? Yeah, nu kunne jeg finde mine egne strømper. Slut med strømpekrigen.

Jeg havde pludselig flere kvadratmeter i huset: Gud, ser gulvet sådan ud? Hobbyrum og gæsteværelse fik sit indtog. Husholdningskontoen blev vildt positiv, og fra at slæbe madvare hjem i tonsvis, skulle jeg bruge GPS for at finde Netto. Er livet ikke bare skønt indimellem?

Sagt groft: nu har man gjort sin borgerpligt, og det har været en fornøjelse og bekymrende på samme tid. Nu er der mere af alting, men jeg har bare lyst til at nyde livet i stilhed og nyde de små ting i livet. Jeg er blevet filosof og tænker meget mere over de ting i livet, som bare strømmede forbi en i travlheden.

Jeg elsker mine børn betingelsesløst, de har givet mig de bedste stunder i livet, men hold kæft hvor kan de være irriterende.


De første fyrre år i livet giver os teksten, de næste tredive indeholder kommentarerne.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Bramming

Hemmeligheder

Annonce