Annonce
Ugeavisen Bramming

Trods coronarestriktioner: Biblioteket holder åbent - omend med begrænsninger

Bibliotekar Rie Hollænder Ibsen har et par dage om ugen vagten på Bramming Bibliotek, hvor hun blandt andet finde de bøger frem, som lånerne bestiller via bibliotekets hjemmeside. Foto: Martin Wilde
Under denne vinters nedlukning er bibliotekerne blevet klassificeret som kritisk samfundsfunktion. Så der er åbent – med begrænsninger – og det benytter mange borgere sig af i Bramming.

BRAMMING: Klokken er tre minutter i to, en tilfældig torsdag eftermiddag. I kulden udenfor står der allerede en person og venter, så bibliotekar Rie Hollænder Ibsen skynder sig hen for at trykke på knappen, som åbner låsen til skydedørene ved hovedindgangen til Bramming Bibliotek. De glider straks til side, og dagens første låner får afleveret bøger og hentet nye, som han har bestilt og som står klar til afhentning.

Der går ikke mange minutter, så kommer de to næste. Det er Maja Frederiksen fra Bramming, som har en ven med, der skal skynde sig videre til toget.

Maja Frederiksen blev via veninder klar over, at det i coronatiden er muligt at låne bøger på Bramming Bibliotek. Foto: Martin Wilde

- Det er første gang, jeg er her. Jeg skulle låne en bog, og jeg fandt ud af gennem veninder, at det ikke var noget problem at låne her på biblioteket, fortæller Maja Frederiksen, der tidligere har brugt skolebiblioteket, når hun skulle låne bøger.

Annonce

Rie finder bøgerne frem

Det, Maja Frederiksen og alle de andre lånere gør i denne tid, er at bestille de bøger, de gerne vil låne, hjemmefra via bibliotekets hjemmeside. Når bøgerne er fundet frem, får hun en sms med besked om, at de nu står klar til at blive hentet. Der er altså ikke noget med selv at gå rundt mellem bogreolerne og finde en spændende bog, man vil låne med hjem og læse. Det er et job for bibliotekar Ria Hollænder Ibsen.

- Jeg har vagt her i Bramming et par dage om ugen. Så har mine kolleger vagten de andre dage. Vi finder bøgerne frem og sætter dem klar til udlån. Vi får også bøger fra de andre biblioteker, hvis vi ikke selv har dem, siger Rie Hollænder Ibsen:

Lånerne må kun komme på et begrænset område, for at afhente og aflevere bøger. Resten af biblioteket af afspærret for lånere. Der er kun bibliotekarer, der må finde bøger frem. Foto: Martin Wilde

- Der er kommet godt gang i reserveringen. Folk har fundet ud af, at det er den måde, man låner bøger på. Når bøgerne er klar, får lånerne besked på en sms. Bøgerne kan hentes, hvor man vil på bibliotekerne i enten Bramming, Esbjerg eller Ribe, fortæller Rie Hollænder Ibsen.

Annonce

Kritisk samfundsfunktion

Det er altså kun kommunens tre store biblioteker, der holder åbent på denne måde mandag til fredag mellem kl. 14 og 17. De indre biblioteker i eksempelvis Tjæreborg er fortsat lukket.


Der er kommet godt gang i reserveringen. Folk har fundet ud af, at det er den måde, man låner bøger på. Når bøgerne er klar, får lånerne besked på en sms. Bøgerne kan hentes, hvor man vil på bibliotekerne i enten Bramming, Esbjerg eller Ribe.

Rie Hollænder Ibsen, bibliotekar


- Vi er denne gang klassificeret som kritisk samfundsfunktion, så vi er ikke lukket helt ned, fortæller Ann-Britt von Selen. Hun er bibliotekeleder i Esbjerg Kommune:

- Der var blandt andet store problemer for de studerende, som ikke kunne få fat i materialer under den første store nedlukning sidste forår. Og vi har mange studerende, der benytter bibliotekerne og låner materialer i denne tid. Kan vi holde åbent for studerende, kan vi også holde åbent for andre borgere, og det gør vi så. Vi strækker os så langt vi kan med at holde åbent, og det er jeg ret glad for og stolt over, siger Ann-Britt von Selen.

Annonce

Enejob

Men det er altså en begrænset åbning. På biblioteket i Bramming denne torsdag er Rie Hollænder Ibsen ene bibliotekar på vagt. Normalt er der mindst to på arbejde ad gangen.

Det er et ensomt job, at være bibliotekar i denne tid, for når Rie Hollænder Ibsen har vagten i Bramming, er hun den eneste ansatte på biblioteket. Foto: Martin Wilde

- Jeg savner mine kolleger. Men vi mødes over Teams, og det fungerer online. Ellers er livet her på biblioteket meget ind-ud. Der må kun være to lånere inde ad gangen, men når der er tid, får vi en snak. Og er der kø, skynder folk sig lidt mere, fortæller Rie Hollænder Ibsen:

- Kø, det er mest i starten af åbningstiden mellem klokken 14 og 15. Ellers er der knap så travlt.

Annonce

Det fungerer fint

En af de lånere, der kommer efter den første travlhed er taget af, er Kirsten Jensen fra Bramming:

- Jeg bruger biblioteksapp’en for at kigge og få inspiration. Jeg kommer her igen, når vi får en bog læst, og så skal vi have en ny bog med hjem.

Kirsten Jensen er glad for, at det trods alt er muligt at låne bøger i en nedlukningstid, men:

- Det ville være rart, hvis man kunne komme her som normalt.

Jørn Uldall synes, det fungerer fint med at bestille bøger og siden hente dem på biblioteket i den korte åbningstid. Foto: Martin Wilde

Jørn Uldall fra Bramming er mest til skønlitteratur, og han er også glad for, at biblioteket trods alt holder åbent i en coronatid:

- Det er ikke noget problem. Det fungerer fint, at vi selv kan komme og hente og aflevere bøger.

Sådan låner du bøger

Hvis du vil låne en bog, i denne coronanedlukningstid, så skal den bestilles via bibliotekets hjemmeside: esbjergbibliotek.dk.

Er man ældre eller har svært ved at bestille via hjemmesiden kan man ringe til 76 16 20 00. Så får man en bibliotekar, som kan hjælpe.

Man kan også bestille bøger ved at sende en mail til: biblio@esbjergkommune.dk.

Når bøgerne er klar til afhentning, så modtager man en sms.

Derefter kan bøgerne hentes – og igen afleveres – på det ønskede bibliotek i enten Bramming, Ribe eller Esbjerg mandag til fredag mellem kl. 14 og 17.

Annonce
Annonce
Ugeavisen Bramming

Fællesskab

Annonce
Annonce
Ugeavisen Bramming

Friis-Brows & Beauty

Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Bramming

Graveri er i gang

Annonce