BRAMMING: Juletræssalget er næsten som det plejer på Engvang Juletræer på Fiskerivej i Bramming. Men også kun næsten. For selvfølgelig spænder coronaen også her ben for traditionerne med indendørs julestue og ditto hygge. Karen og Hans Christian Schmidt Christensen gik derfor i tænkeboks, og resultatet heraf kan nu opleves hver weekend op til juleaften:
- Vi har bygget nogle udendørs familiehytter, hvor familierne kan sidde lunt på halmballer, mens de snakker jul og nyder den glögg, saftevand, lidt sødt og snolder, vi serverer som en del af oplevelsen, siger Karen, der er rykket frem i døråbningen til julestuen.
- Efter corona-afstandsregler må vi kun være fire inde i julestuen. Det du’r jo ikke, så vi fandt på den anden løsning, og det er bestemt faldet i god jord, fortæller Karen, som understreger, at hun og Hans Christian ikke kun har juletræer og julepynt på menukortet, men først og fremmest oplevelser:
- Vi vil gerne, at hele familien får en hyggelig time eller to, mens de henter årets juletræ. Én af vores gode, kreative venner har derfor også kreeret et skattekort, som guider familien rundt på Engvang, hvor de kan finde ænder, får, køer, heste og – som det sidste nye: Hans Christians fødselsdagsgave til Karen: To dværggeder!
Vi vil gerne, at hele familien får en hyggelig time eller to, mens de henter årets juletræ. Én af vores gode, kreative venner har derfor også kreeret et skattekort, som guider familien rundt på Engvang, hvor de kan finde ænder, får, køer, heste og – som det sidste nye: Hans Christians fødselsdagsgave til Karen: To dværggeder!
Find og fæld selv årets træ
Har man mod på det, kan man låne en sav og så selv finde og fælde familiens juletræ på vej rundt i juleskoven med skattekortet. Og ellers har Hans Christian et righoldigt udvalg af normanns-gran i flere størrelser, som han gerne spidser og netter, før det går hjem til pyntning til den store aften.
Overalt er der så også hold afstands-skilte, sprit og skiltning:
- Det har været lidt af en opgave at få på plads, men det er nu engang nødvendigt, og jeg oplever ingen protester, siger Karen, der i år har klippet julegran til den helt store guldmedalje.
Fjerde år på Engvang
Det er fjerde år, Karen og Hans Christian har juletræssalg m.m. De overtog stedet efter Carsten og Tina Jensen – kendt som Jensens Nåletræer – i december 2017, og de driver det som en slags fritidsbeskæftigelse, men helt efter samme model som forgængerne.
Hele november-december-menageriet på Fiskerivej er i øvrigt lidt af et familieforetagende, hvor selveste julemanden undertiden også dukker op – til hests!
Der sælges desuden lidt lokale specialiteter: Honning fra Nørå Honning og landænder fra Engholm i Holsted:
- Vi hygger os rigtig meget med det, og vi kunne ikke klare det uden hjælp fra venner og familie i weekenderne, understreger Karen.
I årets løb køres juletræs-produktionen efter en slags årshjul med plantning, nipning, påsætning af fuglepinde o.s.v. Engvang sælger ikke til eksport, men gerne til hele egnen og med familiehyggen i højsædet de fire weekender, hvor det står på.