Annonce
Ugeavisen Bramming

V-opstillingsmøde 2. december

Det er afløseren for ham her - Tom Eriksen, Esbjerg - der skal vælges 2. december. Arkivfoto
Opstillingsmøde i Darum Kultur- og Fritidscenter for at finde den nye kandidat i Venstre i Esbjerg Omegnskreds.
Annonce

DARUM: NU skal det være – det vil sige: Onsdag aften den 2. december afgør V-medlemmerne, hvem der skal afløse revisor og Deloitte-partner Tom Eriksen, Esbjerg, som folketingskandidat i Venstre i Esbjergs omegnskreds. Tom Eriksen har repræsenteret kredsen i et par år, men synes ikke længere, det er foreneligt med hans civile arbejde.

To personer meldte sig allerede i sommer som interesserede, og opstillingsmødet var i første omgang planlagt til at finde sted den 22. september. Da dagen nærmede sig, greb corona-smitten imidlertid om sig, og partiorganisationen vurderede det uansvarligt at gennemføre opstillingsmødet som planlagt.

Men nu skal det altså være: Onsdag aften den 2. december i Darum Kultur- og Fritidscenter. De to kandidater er:

1) Direktør i Halmleverandørforeningen og praktiserende landmand med eget landbrug i Ullerup ved Skærbæk, 66-årige Hans Otto Sørensen.

2) Business development manager og leder af en innovationsgruppe i Tønder, 55-årige Klaus J.B.W. Sandfeld, der er bosiddende i Ribe.

Opstillingsmødet gennemføres – under indflydelse af covid-19-restriktionerne, og man kan godt komme til at afgive sit kryds uden for salen - ja sågar ude i gården foran centret, hvis man er lidt betænkelig ved risikoen for smitte.

Medlemmerne kan afgive deres stemme uden for salen mellem klokken 18.30 og 19.00. Klokken 19.00 indledes så selve opstillingsmødet i salen.

- Og er en vælger skeptisk ved at komme indendøre, jamen så går vi gerne ud på pladsen foran centret og sikrer, at han/hun alligevel kan få sat sit kryds, siger formanden for omegnskredsen, Laurids Schack, Bramming.

De valgtilforordnede sørger for håndsprit og ekstra mundbind, så alle forholdsregler mod covid-19-smitte er taget. Når opstillingsmødet er slut, er det stemmetællerne, der går i gang, før spændingen udløses.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Bramming

Traditioner

Annonce