VEJRUP: Vejrup Skole Fortuna med aktuelt 117 elever fra 0. til og med 6. klassetrin er i den absolutte superliga – både i Esbjerg Kommune og på landsplan, hvad angår forældrenes tilfredshed med skolen.
Det viser den brugertilfredshedsundersøgelse, som Danmarks Statistik netop har udsendt, og som er rekvireret af Social- og Indenrigsministeriet. I Esbjerg Kommune er afgivet 3.929 besvarelser ud af de godt 170.000 på landsplan. Der har kunnet svares fra 1 til 5 i undersøgelsen, hvor 1 er ”meget utilfreds” og 5 er ”meget tilfreds”.
Vejrup Skole har opnået 4,6 points ud af de 5 mulige. Kun fire skoler har på landsplan nået mere; nemlig 4,7 points, og der er i hele landet kun fem andre, der tangerer Vejrups 4,6.
- Vi er naturligvis glade for det fine resultat, som dog ikke kommer som den helt store overraskelse, siger skolens pædagogiske leder, Ole Zoltan Göller.
- Vi er en meget velfungerende skole med høj medarbejdertrivsel og lavt elevfravær. Vi ligger i en lille, aktiv landsby i udvikling og med en aktiv befolkning, og her er et godt sammenhold, siger lederen der. Vi har desuden en engageret støttegruppe i byen, VAKS, som støtter op om skolens initiativer og er vakse øjne og ører i lokalsamfundet, siger skolelederen, der dog ikke selv bor i Vejrup.
Skolen har tidligere været øremærket som spareobjekt under de kommunale budgetforhandlinger. Det har hver gang givet anledning til oprør i lokalsamfundet, som har et stort sammenhold. Da der i dag er god gang i udstykninger og grundsalg, venter ingen da heller, at den kommer i politikernes søgelys, når den kommunale økonomi snart igen er på dagsordenen.
- Den gode skole og SFO, samt det aktive foreningsliv er noget af det, ikke mindst børnefamilier interesserer sig meget for, når de flytter til området, siger Ole Zoltan Göller, der for nylig har modtaget elever fra to nytilflyttede familier.
Skoleleder Ole Zoltan GöllerDen gode skole og SFO, samt det aktive foreningsliv er noget af det, ikke mindst børnefamilier interesserer sig meget for, når de flytter til området.
Vejrup Skole er samtidig begunstiget af noget nær optimale klassekvotienter fra 14-23 elever, hvor nærhed, tillid og fælles ansvar lægges til grund for høj elevtrivsel. Vejrup Skole er en afdeling af distriktsskolen Fortuna, som også dækker skolerne i Bramming, Gørding og Grimstrup.
At Vejrup Skole med sin størrelse og engagerede personale giver gode rammer for læring og trivsel er en kendsgerning, og skolen tiltrækker også elever uden for bygrænsen. Den meget strukturerede hverdag - med fokus på klasseledelse og ro i timerne, har blandt andet åbnet for, at et hjerneskadet barn fra Bramming kan være en del af en normal klasse her, med hjælp fra en støtte nogle få timer hver dag – til stor tryghed for både barn og forældre.