Bramming: Hvor finder han dem henne?
Tilsyneladende ryster Jeppe Smith-Olsen fremragende jazzpianister ud af ærmet, og lørdagens koncert i Pianosalg var ingen undtagelse. Pianisten Nicolai Mayland leverede på sin egen unikke måde musik i en klar, smuk og melodisk tone. Hans lune og afslappede stil med små kommentarer gjorde koncerten til både en musikalsk og underholdende oplevelse.
Men han var ikke alene: Med sig havde han Morten Lund fra Viborg, en af Danmarks dygtigste trommeslagere med et medlevende og kreativt trommespil, samt den fine bassist Jesper Bodilsen, som har spillet sammen med et hav af kendte jazzmusikere. Sammen fyldte denne trio rummet med vellyd og mange flotte soloer.
Man kunne jo ikke have to bassister, så Jeppe Smith-Olsen spillede slet ikke, men i den muntre pause styrede han med sikker hånd hustruens hjemmebag og vin ad libitum! Han kunne også løfte sløret for et meget spændende program for resten af året.
Musikken handlede i høj grad om Nicolai Maylands to sidste fremragende cd’er, men der blev også plads til andre melodier, og koncerten sluttede med Kaj Norman Andersens ”Stemningsmelodien”.
Publikum var begejstrede og tilfredse med musikken, men det var flovt, at kun så få var mødt frem – hvis man gerne vil bevare dette spændende spillested må Bramming-folket sørme troppe op!