Bramming: Måske har du bemærket det. Men de senere måneder har der manglet noget på sporene ved banegården i Bramming. Det er de gamle brune personvogne, som tilhører klubben Veterantog Vest. Det er der en ikke særlig rar forklaring på: hærværk. Gentagende tilfælde af hærværk.
- Vi har flyttet vognene til Odense. Der er nogle mennesker, som synes, det er sjovt at male graffiti og smadre vinduerne i vores vogne, forklarer Jørgen Hansen, formand for Veterantog Vest:
- Det er typisk en eller to ruder, de baldrer, for at komme ind i vognene. Sidst var det en af sideruderne med hejs, og sådan en speciel rude er det svært at finde en erstatning for.
Vognene er flyttet til Danmarks Jernbanemuseums areal i Odense, som er indhegnet. Der er der også personale og opsyn hver dag. Hærværket mod de historiske jernbanevogne er meldt til politiet, hver gang det er konstateret.
Slibes ned og males op
- Det tager jo ikke lang tid for sådan nogle folk at ødelægge en vogn. Sidst, der blev malet graffiti på toget, havde de brugt noget, der ikke kunne renses af med graffitirens. Så vi måtte slibe vognsiden ned og male den op igen. Det tager tid, siger Jørgen Hansen, der sammen med de andre frivillige i Veterantog Vest må klare arbejdet med at udbedre skaderne efter hærværksmændene. Til stor ærgrelse, for det er jo ikke derfor, medlemmerne af Veterantog Vest interesserer sig for gamle tog.
Klubben har en plan for, hvordan problemet kan løses, uden at det er nødvendigt at køre vognene helt til Fyn. Klubbens store ønske er at få bygget en vognhal ved siden ar remisen, som vognene så kan køres ind i.
- En vognhal vil gøre mange ting nemmere. Vi har planerne klar, det er kun et spørgsmål om at få økonomi i det, siger Jørgen Hansen.
Det vil sige at finde de fornødne kroner. Flere hundrede tusinde kroner. Det er lykkedes for andre jernbaneklubber i Danmark, så Jørgen Hansen håber, det også vil lykkes for Veterantog Vest.
Jørgen Aage HansenDet tager jo ikke lang tid for sådan nogle folk at ødelægge en vogn. Sidst, der blev malet graffiti på toget, havde de brugt noget, der ikke kunne renses af med graffitirens. Så vi måtte slibe vognsiden ned og male den op igen. Det tager tid.