Annonce
Dalum Hjallese Avis

Årets gang i Dalum-Hjallese Avis 2021: Dorthe fandt sære ting i åen - og et oversavet jagtgevær

Dorthe Østerlund Knudsen er såkaldt magnetfisker og fandt mange mærkelige ting i åen, hun laver om til blandt disse kreationer. Arkivfoto: Kristian Isaksen
Dalum-Hjallese Avis har været i arkivet og fundet 10 historier, der på den ene eller den anden måde står tilbage fra 2021. Kom her med på en "artikel-rejse" tilbage i det år, vi nu siger farvel til.

Kære læser, du ønskes et godt nytår. 2021 er ved at være ovre. Det blev igen et år på godt og ondt. Her kan du i kort form genlæse nogle af de historier, vi skrev om i årets løb.

1 Sidste tur gennem zoo

Efter bisættelsen i Dalum Kirke tog rustvognen en tur gennem Odense Zoo for Fru Jensen. Arkivfoto: Michael Bager

Fruens Bøge: For mange var hun frøken Jensen, den 91-årige kvinde der indtil sin død boede i en villa i Odense Zoo. Alle zoos medarbejdere kendte hende, og mange af dem har hjulpet den med tiden noget gangbesværede ældre dame på hendes daglige rundtur i den have, hun nærmest var født ind i. Birthe Heilmann (født Jensen) var datter af Odense Zoos grundlægger, Christian Jensen. Han åbnede i 1930 Odense Dyrehave, der få år efter skiftede til det nuværende navn. Da Fru Jensen døde og skulle bisættes, fik hun en sidste tur gennem haven i rustvognen.

Den oprindelige artikel blev bragt 10. februar.

2 Hul skabte bekymring

Hullet midt på stien i Bellinge. Arkivfoto: Carsten Johan Pedersen

Bellinge: Et mystisk hul på en sti i Bellinge skabte bekymrede blikke blandt visse beboere. Da Carsten Johan Pedersen fra byen for tredje gang opdagede en markant udhulning ned i stien, fik det ham ti at lægge en advarsel op på Bellinges lokale facebookside.

Ifølge Vandcenter Syd kunne stiens brugere dog godt pakke deres bekymringer væk, for de formodede, at hullet var opstået som eftervirkninger af de jernplader, der var blevet fjernet i forbindelse med anlæggelsen af en vandbremsebrønd.

Den oprindelige artikel blev bragt 24. marts.

3 Trippede for at komme i gang

John Kofod Pedersen fra Sortebro Kro. Arkivfoto: Robert Wengler

Fruens Bøge: Covid-19 påvirkede også i 2021 store dele af året. Onsdag 21. april kunne Sortebro Kro endelig - som mange andre serveringssteder - åbne op igen for udendørs servering efter en periode med nedlukning.

Det glædede køkkenchef og indehaver John Kofod Pedersen.

- Vi har levet med restriktioner i et helt år, og hele samfundet har stået i knæ, sagde han.

Sommeren blev fin, alt var næsten tilbage ved det gamle, men i dag, i denne vinter, har nye restriktioner som bekendt ramt samfundet igen som følge af pandemien.

Den oprindelige artikel blev bragt 7. april.

4 For farligt

Det var cirka lige her, hvor toget er på billedet, at drengene stod med kameraet fremme ved Fruens Bøge Station. Arkivfoto: Kristian Isaksen

Dalum/Fruens Bøge: Tre drenge blev set stå på skinnerne ved Fruens Bøge.

- Vi går forbi lige ved tunnellen ud til Lindevej og hører noget fra toppen af den lille bakke, som går op til skinnerne. Der står tre drenge. Den ene på selve banelegemet med sin telefon i hånden for at filme, når toget kommer kørende, sagde Christin Wichmann til avisen.

Hun så drengene, hun fik dem stoppet og advarer dem om, hvor farligt, det er at stå på skinnerne. Men de kørte væk. Lokoføreren bremsede toget, da han så dem. Det er ikke alene livsfarligt at færdes på banelegemet - det er også ulovligt.

Den oprindelige artikel blev bragt 26. maj.

5 Dorthes magnet

Lindved/Dalum: Såkaldt magnetfisker Dorthe Østerlund Knudsen kastede en snor med en magnet i Odense Å. Og vupti, op kom alle mulige og finurlige, fikse ting fra havets bund. Hun ragede både motordele, et oversavet jagtgevær, hesteknogler, en hulens masse værktøj, et sidespejl, kapsler og jernrør til sig, kunne avisen fortælle. Du kan følge Dorthe Østerlund Knudsens eventyr i Facebook-gruppen Fra vand til land, hvor hun præsenterer nogle af sine fund og de kreationer, som efterfølgende bliver skabt af efterladenskaberne.

Den oprindelige artikel blev bragt 16. juni.

6 Torben undrede sig

Torben Pedersen undrede sig. Arkivfoto: Kristian Isaksen

Dalum: Torben Pedersen fra Dalum fandt noget i Odense Å, kunne han fortælle avisens læsere.

- Jeg så den første gang for 20 år siden, da jeg sejlede op ad åen. Nede på bunden - cirka 100 meter nord for motorvejen - kunne vi se en granitvej. Glat og flot og med garanti menneskeskabt. Men ingen har hørt om den, fortalte Torben Pedersen.

Men da han så den igen nagede mysteriet ham så meget, at han henvendte sig til avisen. Og det betød, at der kom et brugbart svar på mysteriet: For en vurdering lød, at der var tale om et vadested, der ved etablering af spærringen ved Dalum Bro i middelalderen var blevet vanskelig at krydse eller helt gået ud af brug, eftersom vandstanden har hævet sig betragteligt opstrøms. Der gættes på, at stenrækken eventuelt har haft relation til middelalderbeyggelsen 125 meter imod vest fundet i 1982.

Den oprindelige artikel blev bragt 7. juli.

7 Bunker fundet i Holmstrup

En bunker kom til syne. Arkivfoto: Kristian Isaksen

Holmstrup: Det begyndte helt at krilre i maven på et krat-rydder-slæng, da de havde gjort en sand opdagelse. De fandt nemlig en gammel beskyttelsesbunker fra 2. Verdenskrig imellem den gamle købmandsgård og stien ved banelegemet.

Men så ny var den nu heller ikke. Gamle, lokale indvånere huskede nemlig, at bunkeren efter krigen var blevet brugt til både kælkebakke og som kartoffel-depot, brugsen benyttede sig af for over 30 år siden. I det mindste blev bunkeren blotlagt.

Den oprindelige artikel blev bragt 14. juli.

8 Lone fik sine smykker igen efter 24 år

Lone Korsgaard og hendes mand Lorentz Mayland Lyngholm med ranglen, hun fik, da hun var spæd. Foto: Fyns Politi

Dalum: Lone Korsgaard var meget glad, da hun fik sine arvesmykker tilbage, deriblandt den rangle, hun fik i dåbsgave, og som senere fulgte hende med videre i voksenlivet. Den blev stjålet fra hendes hjem på Fredens Allé i september 1997 sammen med en række andre genstande, og sivede de efterfølgende år langsomt ud af hendes bevidsthed. Men 24 år senere fik hun det hele tilbage, da der var blevet fundet en kuffert med tyvekoster på bunden af Odense Å. Tyvekosterne var blevet fundet af Dorthe Østerlund Knudsen (se punkt 5), der for sjov havde hevet skrammel op af Odenses vandløb med sin magnet.

Den oprindelige artikel blev bragt 4. august.

9 Det handlede om at overleve

Højbys Kira Bojer Larsen (t.v.) og Josephine Pedersen, håndboldpsillere i Højby, glædede sig til at spille med i 3. division. Arkivfoto: Martin Kloster

Højby: I efteråret rykkede Højby Håndbolds damehold noget uforvarende op i 3. division uden at røre hverken bold eller harpiks. Skæbnen ville nemlig, at der manglede damehold til 3. division, hvorfor Højby fik tildelt et wild card og ombyttede en favoritrolle i Fynsserien til en underdog-rolle som nyt divisionshold. Træner Allan Jensen var hurtigt ude at sige i avisen, at sæsonen blot handlede om at overleve i rækken og undgå nedrykning. Noget tyder måske på, at målsætningen kommer til at holde. Her ved julepausen ligger Højby godt til som nummer fem.

Den oprindelige artikel blev bragt  29. september.

10 Mindernes allé for Lars Høgh

Mindernes allé - Prins Haralds Allé. Her voksede Lars Høgh op. Arkivfoto: Martin Kloster

Sanderum: Den tidligere OB-målmand Lars Høgh, der har rekorden for flest kampe ikke bare for OB, men også i dansk topfodbold, døde desværre 8. december i år efter lang tids kamp med en kræftsygdom. Dalum-Hjallese Avis tog efter den triste nyhed en tur gennem mindernes allé i Sanderum, hvor den legendariske målmand voksede op. I huset på Prins Haralds Allé blev der ofte festet igennem hos den unge Høgh og kammeraterne. Lars Høgh gik på Sanderumskolen, han spillede i sine barneår fodbold i Sanderum Boldklub, han hyggede sig med vennerne i Sanderumhallen til al slags sport og på Abels Allé gik Høghen af og til til bageren efter morgenbrød efter festerne. Lars Høgh blev 62 år.

Den oprindelige artikel blev bragt 15. december.

Annonce
Dalum Hjallese Avis

De tre mænd her elsker deres "ekstra" hus: - Der er ingen, der tjener penge på det. De penge, vi får ind, bliver brugt

Annonce
Dalum Hjallese Avis

Erhvervsdrivende har valgt: Bellinge har fået en borgmester

Annonce
Dalum Hjallese Avis

Håndboldklub vil fastholde deres ungdomsspillere: - Vi skal da ikke bare sætte os tilbage og sige: 'Det går nok'

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Dalum Hjallese Avis

Bager klarede kravet: Men melder fra til EM

Dalum Hjallese Avis

Meget mystisk hul er vendt tilbage til Odense-forstad: Nu skal dykker ned i hullet og sætte en bold i - hvis han kan

Dalum Hjallese Avis

Rekorden blev slået, da aflagte juletræer blev hentet: - Det er helt vildt

Dalum Hjallese Avis

Genbrug er en succes, og de unge er vilde med det: Så nu mangler Kirkens Korshær op mod 10 frivillige

Dalum Hjallese Avis

Ridebane, pool og troldetræer: Gammel proprietærgård i Allerup rummer både luksus og historisk vingesus

Dalum Hjallese Avis

Gratis invitation: Kom i gang med løb

Annonce