Odense: Der har været audition, årets medvirkende er fundet, rollerne er fordelt, og nu går billetsalget til H.C. Andersen Festspillene i luften. Årets forestilling er Hyrdinden og skorstensfejeren, og årets hovedrolleindehavere hedder Victoria Ranum og Magnus Krintel.
Orkesterleder Julie Strange har skrevet helt ny musik til sommerens udgave af Hyrdinden og skorstensfejeren, som dermed bliver en ganske ny og anderledes forestilling, skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.
- Vi glæder os og ser meget frem til en sommer, hvor vi kan lave teater, uden coronarestriktioner, siger formand Rune Kallager.
Hyrdinden og skorstensfejeren har premiere den 13. juli og spiller frem til den 6. august i Den Fynske Landsby. Der spilles hver dag klokken 16.00. Desuden spilles en formiddagsforestilling den 3. august kl. 11.00.
Hyrdinden og skorstensfejeren er nummer 57 i rækken af friluftsspil. Sidste år overværede over 18.000 publikummer ”Tommelise” i Den Fynske Landsby.