Annonce
Dalum Hjallese Avis

Godt nytår: Nu nærmer Odenses årti sig

Borgmesteren afslører skiltet, der fortæller, at Asger M. Jensen langt fra er glemt og at hans inspirerende ånd stadig lever i Holmstrup - især med udsigten til yderligere et jernbanespor over Vestfyn. Foto: Kristian Isaksen
Annonce

Kalenderen siger 2019, og vi nærmer os det, der skal blive Odenses årti. 2000'erne med finanskrisen var en dukkert for hele landet, og Odense blev særligt hårdt ramt som gammel industriby. Men mange i byen knoklede for at komme ovenpå, og 2010'erne har været et vendepunkt. Derfor kan 2020'erne blive Odenses årti.

For det lysner: Ledigheden falder, der investeres i Odense, og stoltheden over at bo i eller være fra Odense stiger. I Odenses årti skal vi bruge de stærke fremskridt til at få alle med. Det gælder dem på arbejdsmarkedet, vores børn og vores ældre, der har slidt og slæbt. Og det gælder klimaet. Vi er nødt til at bruge vores overskud på de vigtige ting, på velfærd og på miljø og klima - ikke kun på mere forbrug.

Odenses årti skal gælde hele byen, og Dalum-Hjallese har mange eksempler på, hvordan Odense udvikler sig positivt.

I sensommeren 2018 tog jeg til den lille by Holmstrup sydvest for Odense for at indvie Asger M. Jensens Plads på den tidligere stationsplads. Håbet for Holmstrups borgere er, at der kommer flere togafgange fra byens trinbræt i fremtiden. Odense Kommune arbejder ihærdigt på, at det tredje togspor over Vestfyn bliver til noget, og at det formentlig vil betyde flere lokaltog til og fra Holmstrup og andre vestfynske byer fremover.

Vi arbejder også ihærdigt på at skaffe finansiering til, at det tredje motorvejsspor på E20 kommer til at strække sig hele vejen til syd om Odense. Fyn er et knudepunkt i Danmark, og sander trafikken til her, betyder det store samfundsøkonomiske konsekvenser for hele landet. En anden fordel, som bestemt også er tiltrængt, er, at dem, der bor tæt på motorvejen kan se frem til, at arbejdet med at udvide motorvejen samtidig også indeholder gode støjreducerende løsninger. I de nye planer, som vi arbejder på, er der nemlig også indtænkt støjdæmpning og afskærmning. Så der er vist kun tilbage at sige, kom nu i gang Christiansborg.

Fra Christiansborgpolitik til bydelen Højby, hvor der findes en entusiasme uden lige. Den kom blandt andet til udtryk for fem år siden, da en gruppe forældre tog initiativ til at oprette en ungdomsklub for håndbold i den lokale idrætsforening. Med frivillige kræfter lykkedes det at mobilisere både forældre og skole, og i 2018 kulminerede det med, at Idrætsforeningen S & G blev kåret som den bedste håndboldklub på Fyn.

2018 var også året, hvor Odenses legendariske travbane fra 1935 afværgede at blive til fortid. En ambitiøs plan banede vejen for et sponsornetværk, som Odense Kommune valgte at være aktiv i og støtte økonomisk over en treårig periode.

I Hjallese åbnede man i sommeren 2018 Fælleshaven Engelund. Den økologisk dyrkede have er nummer to i rækken og udspringer af et samarbejde mellem frivillige og Odense Kommune i bestræbelserne på at blive Danmarks grønneste storby. Håbet er, at haverne i de kommende år skal brede sig som ringe i vandet og kopieres til andre danske byer.

I Dalum vil den nedlagte papirfabrik fra 1874 om ganske kort tid lægge historiske lokaler til Odense Kommunes nytårskur. Bygningerne symboliserer i sig selv både Odenses fortid som industriby og vores fremtid. I de kommende år vil papirfabrikken nemlig forvandle sig til 45.000 m2 boliger og erhverv med seniorfælleskaber, rækkehuse og grønne områder. Det har jeg store forventninger til, og et yderligere plus bliver det, at vi også allerede har sat penge af til at binde åstien sammen gennem hele området, så man fremover kan bevæge sig via stien helt fra Skt. Klemens til Munke Mose og videre ud i fjorden.

Alt dette viser, at mange ting i Dalum-Hjallese går den rigtige vej, og at vores udgangspunkt i Odense er godt, når vi tager fat på 2019:

Vi har prioriteret velfærden ved at skaffe hundredvis af flere hænder der, hvor det har størst betydning: I daginstitutionerne, i dagplejen, i skolerne, til mennesker med handicap og i ældreplejen.

Vi har taget vigtige skridt til at bringe Odenses ledighed ned. For det presser vores velfærd, når mange er ledige i lang tid. Derfor har vi investeret i at få flere folk i arbejde, og i november 2018 nåede vi den laveste ledighed i byen siden 2009.

Vi har også knoklet for at skabe bedre rammer for vores virksomheder, og det så vi for alvor resultater af sidste år. Nu har Odense en førende robotindustri, og internationale koncerner investerer i vores virksomheder. To år i træk er der skabt mere end 2000 private arbejdspladser i byen.

2019 er året, hvor Odense sætter endnu mere damp på de grønne kedler. Letbanearbejdet går ind i sin afsluttende fase, og politisk vil vi forstærke arbejdet for, at Fynsværket bliver kulfrit i 2025. For Odense skal være en langt mere bæredygtig by - både på klimafronten, socialt og på arbejdsmarkedet.

Odenses årti venter lige om hjørnet, men vi er ikke i mål, før alle er med. Derfor vil vi igen i år forsvare velfærden, som har den allerhøjeste prioritet. Er det uopfindsomt? Det synes jeg ikke. God velfærd er det vigtigste her i byen, og der er stadig masser af kæmpe for. Mange står fortsat uden arbejde, og der vil komme flere børn og ældre med behov for hjælp. Hele Odense skal knokle videre for at løfte velfærden.

Rigtig godt nytår til alle i Dalum, Hjallese, Skt, Klemens, Bellinge, Højby, Lindved, Sanderum, Stenløse, Volderslev, Fangel, Brændekilde, Ravnebjerg, Højme og Dyrup!

Med venlig hilsen,

Peter Rahbæk Juel, borgmester i Odense Kommune

Borgmester Peter Rahbæk Juel. Foto: Jens Wognsen
Dalum Papirfabrik rykker tættere på den endelige nedrivning. Det er seks år siden, der blev trykket på stopknappen og siden da har det kolossale område nærmest blot samlet støv. Foto: Kristian Isaksen
Fælleshaven Engelund blev i sin tid indviet af de politiske kolleger og konkurrenter Jane Jegind og Brian Skov Nielsen. Foto: Kristian Isaksen
Annonce

Mest læste

Annonce
Annonce

Seneste nyt

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu

Mest læste

Seneste nyt

Annonce