Annonce
Dalum Hjallese Avis

Hemmeligheder i Stenløseskoven

Erik Hellerup Madsen vil tage de lokale - såvel som udefrakommende - borgere med på vandring i Stenløseskoven, der gemmer på en natur, der faktisk er mere særlig end de fleste andre steder. Foto: Kristian Isaksen

17. februar inviterer Skt. Klemens-borgeren Erik Hellerup Madsen på naturvandring i Stenløseskoven. Med sig har han kyndig hjælp i en naturvejleder og arkivleder. Sammen skal de fortælle publikummet om skovens fauna og dens unikke historier.

Annonce

Skt. Klemens: - Ofte er sommermorgenerne de dejligste. Der er en helt særlig ro. Min kone og jeg stod engang og kiggede herfra og fik øje på en ræv. Den haltede så underligt, så vi spekulerede på, om den var syg. Men da den var kommet lidt længere frem vendte den sig om og tre unger kom løbende efter. Den skulle bare lige sikre sig, at kysten var klar.

Erik Hellerup Madsen står i noget, der minder om en dal syd for Odense. Han ville egentlig allerhelst have boet ved havet. Så da han flyttede til Skt. Klemens i 1992 var han ikke fuldt ud overbevist om, at det var det rigtige.

Han kiggede sig dog aldrig tilbage.

- Jeg er jo gammel sømand og har boet på havene i otte år, så vandet tiltaler mig. Men området her. Det er så alsidigt. Vi var bange for - min kone og jeg - at vi ville savne at være tæt på biffen, værtshuset og byens andre tilbud, men vi har aldrig fortrudt det her. Åen og skoven - og byen er stadig tæt på, hvis man vil bruge den.

Jeg er jo gammel sømand og har boet på havene i otte år, så vandet tiltaler mig. Men området her. Det er så alsidigt. Vi var bange for - min kone og jeg - at vi ville savne at være tæt på biffen, værtshuset og byens andre tilbud, men vi har aldrig fortrudt det her. Åen og skoven - og byen er stadig tæt på, hvis man vil bruge den

Erik Hellerup Madsen

Skt. Klemens Bestemmer

I efteråret blev der stemt om hvad pengene skulle bruges til, og status ser således ud nu:Belysning på Multibanen v/skolen: Er igangsat at ventes færdiggjort omkring marts

Indretning af Foreningslokale i Skt. Klemenshallen: Igangsættes næsten helt sikkert når taget på hallen skiftes i løbet af sommeren 2019

Juletræstænding v/Skt. Klemens Torv: Det skete 24. november 2018, sikkert en gentagelse igen i 2019

Bænke i nærområdet: 6 bænke er opsat, og der arbejdes på nogle info-tavler ved bænkene.

Sommerfest i Skt. Klemens: Projektet er I støbeskeen - nærmere info følger

Naturvandringer i Stenløse/Svenstrup/Skt. Klemens: Der er planlagt 4 ture i løbet af året

Kilden løber her skærmet af fra offentligheden, fordi et hegn umiddelbart forhindrer indtrængning. Foto: Kristian Isaksen
Annonce

Natur og historier

Han elsker naturen. Især den, der er her. Dens flerfoldige skønhed alene ville fungere som et lokkemiddel for alle med bare en smule interesse for udendørslivet som helhed.

Men Stenløseskoven indeholder meget mere end blot vinterens nøgne træer og landskabets bugtende æstetik.

Den er et skatkammer af historier, der rækker hundredvis af år tilbage.

- Det vil jeg gerne dele med andre. Så jeg inviterer ved hjælp af de 6000 kroner, jeg modtog ved Skt. Klemens Bestemmer til naturvandring 17. februar, fortæller Erik Hellerup Madsen, som i dagens anledning har allieret sig med skovkyndige og replikrappe Rikke Kaas Molin, der er naturvejleder i Odense Kommune.

Ved første øjekast er der intet særligt over disse træer - indtil man får øje på, at det faktisk bare er glorificerede grene. Roden på træet er stadig i jorden, så det kan sagtens ligge ned og lade sine grene vokse af den næring som kommer ind. Foto: Kristian Isaksen
Annonce

Jernbanekendskab

Det er nu meget godt, at jernbanen til Faaborg blev nedlagt. Ellers ville vi være i overhængende fare for at blive majet ned hvert sekund på strækningen fra boligkvarteret og ind i Stenløseskoven.

- Lige her lå skinnerne. Det bliver meget tydeligere at se, når vi kommer op til træerne. Der kan man rigtigt se, hvordan der er dybe grøfter ned til hver side af forhøjningen.

Den har ikke kørt siden 1954. Så vi er helt trygge. Dens fortælling vil, ligesom naturen, blive berørt på vandringen, når den lokale arkivleder lukker op for historiegodteposen.

Derudover vil Erik Hellerup Madsen - hvis selskabet da er så heldigt - føre sine følgere med ind i nogle af skovens knap så umiddelbare herligheder.

- Den hemmelige sø. Den er lige herovre. Vi skal bare lige igennem noget af krattet.

Vi går væk fra stien og prøver i fugleflugt at finde søen, men selv den områdekyndige herre må sande, at man ikke sådan lige pløjer igennem tornebuske.

- Vi må udenom.

Nogen har bygget i træerne. Foto: Kristian Isaksen
Annonce

Hemmeligheder

Den korte vandring er turen værd. En lille uanseelig sø, som med blade på buske og træer, vil være så godt som usynlig.

- Vi har tænkt på at give den et navn. For nu er den bare den hemmelige sø. Hjortene ved, den er her. For jeg har set dem stå ved bredden. Meget idyllisk.

Historierne pibler frem. Som kilden, der løber nede bag indhegningen til kogræsserforeningens arealer.

- Det er alment kendt med kilderne i Kratholmskoven nede ved Bellinge, men vi har den her. Vi har beskyttet den lidt ved at lave en slags anlæg til den, siger Erik Hellerup Madsen, som ser ud til at have ret i det med frosten.

For det har været minusgrader flere dage i træk og alligevel strømmer vandet, der løber videre ned igennem lidt træbevoksning, inden den løber ud i Odense Å.

Kan man drikke det?

- Ja, det vil jeg mene. Det er jo grundvand.

I takt med vores videre færd ind imellem træerne vokser antallet af anekdoter. De står i kø for at glide af Erik Hellerup Madsens tunge.

Men avisen vil helst ikke afsløre mere inden vandringen, der bliver den første af i alt fire over året.

Vi minder vandrerne om at spørge ind til de synkende svenskere og en genstridig bondemand.

Det sker søndag 17. februar fra 10 til 12. Mødested: Torvet ved bageren, Møllevej 1, Skt. Klemens (overfor Netto).

De døde træer er overalt i Stenløseskoven - hvilket er en sjældenhed. - Vi har bedt kommunens skovpleje om at blive væk. De døde træer er med til at skabe liv i skoven og biodiversitet er vigtigt. De kommer nogle gange alligevel og så må jeg jage dem væk, smiler Anne Marie Torpe, der er med i det lokale skovlaug. Foto: Kristian Isaksen
Knækkede træer bliver også stående. Før mennesket anlagde sig ejertrang for alt i hele verden, var der jo ikke nogen, der ryddede op. Træerne forblev blot en del af den naturlige orden. Foto: Kristian Isaksen
Man kan lige ane huset oppe på toppen af bakken. Manden, der ejer det, har tidligere sagt, at kogræsserforeningen har forøget værdien af hans hus med en god sjat penge. - Det er jo en god udsigt, når man kan kigge udover marken med de græssende kreaturer, siger Anne Marie Torpe, der også er med på turen. Foto: Kristian Isaksen
En hemmelig sø. Foto: Kristian Isaksen
Et par svenskere ligger måske begravet derude et sted. Spørg gerne Erik Hellerup Madsen, hvad det kunne dreje sig om. Foto: Kristian Isaksen
Jernbanesporet er strøget igennem lige her - fra Odense til Faaborg. Foto: Kristian Isaksen
Stenløseskoven er et smukt sted. Foto: Kristian Isaksen
Stenløseskoven er et smukt sted. Foto: Kristian Isaksen
Stenløseskoven er et smukt sted. Foto: Kristian Isaksen
Stenløseskoven er et smukt sted. Foto: Kristian Isaksen
Stenløseskoven er et smukt sted - især med Erik Hellerup Madsen i den. Foto: Kristian Isaksen
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Dalum Hjallese Avis

Højbys haller er overbelagte: - Det er jo ikke meningen, at vi skal sende børnene til Rolfsted en kold decemberaften

Annonce