Energivej: - Og så laver vi lige en for kameraet.
Jeppe Schmidt smiler stort, mens han på elegant vis laver et rullefald på det bløde gulv. Bevægelsen bliver nærstuderet af de fire deltagere, som en efter en gør ham kunsten efter, mens journalisten står og spekulerer på, om han mon også ville kunne få kroppen til at følge med på den måde.
Vi er til træning i kampkunstforeningen Aikido Aikikai Odense. Her i foreningen er der hold for både børn og voksne, men det er et helt særligt hold, der har fået avisens opmærksomhed.
I forrige uge startede foreningen nemlig officielt et seniorhold op, hvor de +65-årige hver lørdag kan træne den gamle japanske kampkunstart, uanset om de har prøvet noget lignende før.
Ideen til seniorholdet, som, så vidt vides, er det eneste af sin slags i Danmark, fik formand og træner Jeppe Schmidt, da han observerede, hvor store udfordringer hans mor og hendes bekendte havde med blandt andet balancen.
- Så først satte jeg mig for at lave et seks ugers forløb for ældre, hvor de får noget bevægelse og noget tryghed. Her er gulvet din ven, og du skal ikke vare bange for at falde, du skal bare lære at falde rigtigt, forklarer han og tilføjer, at træningen hjælper med både smidighed, bevægelse og balance.
Om Aikido
Kampkunstformen aikido stammer fra Japan i begyndelsen af 1900-tallet.
- Visionen dengang var at skabe en måde at træne kampkunst på en fredelig måde, frem for at det handler om at besejre hinanden og slå hinanden til plukfisk. Så der er ingen vindere, i stedet træner vi for at gøre hinanden bedre, forklarer formand for Aikido Aikikai Odense Jeppe Schmidt.
- Og de kan meget mere, end de selv tror, forklarer formanden, som efter at have testet konceptet af i de seks uger altså nu har gjort seniorholdet til et fast tilbud i foreningen, i skrivende stund med 6-7 deltagere.
Skete noget med det samme
En af deltagerne er netop Jeppe Schmidts mor Sys Frimodt, som har haft stor gavn af foreløbigt et par måneders træning.
- Det har været fantastisk. Jeg går også til pilates og fysioterapeut, men jeg kunne allerede første gang mærke, at der skete noget med mig, som jeg ikke fik de andre steder. Blandt andet har det givet mig bedre balance, fortæller hun.
- Og så er det jo bare sjovt. Vi griner hele tiden, og det er fantastisk at finde en træningsform, hvor man aldrig keder sig. Vi bliver udfordret, og vi får hele tiden at vide, hvordan vi kan bruge det, vi lærer, i hverdagen, tilføjer hun.
Med en alder på 69 år er Sys Frimodt blandt de yngste af seniorerne - den ældste er 89 - og hun medgiver da også, at det kan være en udfordring at kaste sig ud i noget helt nyt på det tidspunkt i livet.
- Det er det da lidt grænseoverskridende. Men jeg synes også, at det er rigtig sjovt. Jeg var hos min fysioterapeut og sagde, at jeg var begyndt til det her, og hun var jo ved at falde ned af stolen, griner hun.
Jeppe Schmidt, formandDe kan meget mere, end de selv tror.