Dyrup: Hvis du ikke har bemærket det, så får du det at vide nu. Dyrup har fået et nyt skib - et nyt kirkeskib til Dyrup Kirke.
Skibet blev indviet for et par uger siden og skaberen bag er den lokale kunstner Kris Østerby.
Kris Østerby udstillede sin kunst i kirken i efteråret 2019. Han blev efterfølgende spurgt, om han ikke ville lave en skulptur til væggen i menighedssalen. For der var en slags bar plet.
Så Kris Østerby gik ind i sin indre tænkeboks. Da kirken er relativt ny, bygget i 1986, tænkte kunstneren, at det skulle være noget moderne, der passede til rummet. Kris Østerby tegnede en skitse med et skib, som faldt ham ind, og formulerede en tekst:
"Skibet sejler solen henover himmelen. Træet fortæller sin tusindårige historie , og solen minder os om evigheden", skrev han.
- Jeg kom til at tænke på, hvad der er i gamle kirker, som der ikke er i nye kirker. Så kom jeg til at tænke på et kirkeskib. Så lavede jeg en skitse. Jeg tænkte også på Noahs Ark, siger Kris Østerby, der i sit hjem i Dyrup har eget værksted.
Menighedsrådet godkendte skitsen. Næste skridt var at finde det rigtige træ. Kris Østerby var ret hurtigt klar over, at det skulle være moseeg. For det ynder han at arbejde med.
- Det kan være flere tusinde år gammelt. Det kan være ældre end kristendommen, fortæller Kris Øeterby.
- Jeg er ved at få bestemt, hvor gammelt det er oppe på Moesgård (museum i Aarhus, red.), siger han om det træ, han brugte til kirkeskibet.
Kan bære os over
Kris Østerby er fra Skive-egnen. Han var først typograf, blev pædagog, men er i dag kunstner. Han vil ikke betegne sig selv som stærkt troende, selv om kirken har spillet en stor rolle i hans opvækst.
- Jeg er i hvert fald præstesøn. Jeg voksede op med det. Jeg tror, jeg er troende som så mange andre danskere, siger han.
Kris ØsterbyJeg kom til at tænke på, hvad der er i gamle kirker, som der ikke er i nye kirker. Så kom jeg til at tænke på et kirkeskib.
Han har en god kammerat, der leverer den helt særlige moseeg. Vennen graver den op fra sumpede marker. Kris Østerby arbejder næsten udelukkende med moseeg. Da han så moseeg på en gård ved Ullerslev engang, blev han bare grebet af det med det samme.
Moseeg er, som navnet nærmest siger det, træ, der har ligget i en mose i mange år. På den led er det blevet sortbrunt eller næsten helt sort. Det er egetræ. Når træet tages op og tørrer, falder det sammen og bliver hårdt på grund af cellernes ændrede struktur.
- Så blev jeg optaget af det og historien bag det, siger Kris Østerby, der ellers var en kunstner, der tegnede, malede og fotograferede.
Sognepræst ved Dyrup Kirke, Lise Juhl Nielsen, er glad for det nye kirkeskib. Hun synes, at det har mange symboler.
- Skibet som symbol er et gammelt kristent symbol. Man kalder jo rummet for kirkeskibet. Et skib, der kan bære os over. Der er så mange symboler i det. Jeg synes, det er dejligt, det kan tolkes på mange måder. Når jeg ser solen (i Kris Østerbys nye kirkeskib, red.), er det et symbol på Kristus, på evigheden. Når man som menneske skal sejle over livets hav, er der meget godt at have en rorpind til at styre, fortæller Lise Juhl Jensen, da hun tolker kirkeskibets symbolik:
Tre brædder er på tværs. Og et træstykke - rorpinden og ankeret i ét og samme stykke - er i midten.
Det er ikke forkert at sige, at Kris Østerby har gjort det ældgamle træ levende igen.
I østen stiger solen op, siges det jo også ...