Bellinge: Ved årsskiftet åbnede øjenlæge Peter B. Hansen sin nye klinik i Bellinge, Øjenklinik Fyn, efter et par måneder med ombygning af lokalerne. Adressen er Elmegårdsvej 5.
Han har haft øjenklinik i Tommerup St. og havde været der i 10 år. Der var forskellige årsager til, at han flyttede tættere mod Odense.
- Jeg boede til leje derude og jeg ville gerne have nogle andre lokaler. Jeg ville også gerne kunne bygge det efter mit ønske. Jeg kan godt lide, at det er i stueplan. Og der skal ikke være et eller andet med parkeringsvagter, det bryder jeg mig ikke om, fortæller øjenlægen om årsagen til flytningen.
Peter B. Hansen blev uddannet i Odense og blev speciallæge i 2009. Efter nogle år "her og der på forskellige øjeafdelinger", valgte han så at købe sin praksis i Tommerup St. Det var i 2011/2012. Karrieren startede, da han tilfældigvis fik en klinik i Holstebro.
- Så blev man fanget ind i det. Og det kunne man godt se sig i de næste mange år, siger han om sin karriere som øjenlæge.
Peter B. Hansen er blevet taget godt imod i Bellinge, siger han. Der er både gamle patienter fra Vestfyn og nye fra Bellinge-området. Men også andre steder fra.
- Jeg har på fornemmelsen, at de kommer fra hele Fyn. Også fra Langeland og øerne. Jeg har altid plads til nogen. Vi siger aldrig, at der ikke er tilgang for nye. Det kan godt være, at ventetiden svinger lidt i perioder, siger Peter B. Hansen, der oprindelig er fra Gråsten i Sønderjylland.
Peter B. HansenSelve købsprisen vil jeg ikke sige. Renoveringen har jeg nok investeret de første i hvert fald 1,3-1,4 millioner kroner. Penge, jeg skulle ud og låne
Han har en fast sekretær og derudover får han sekretærhjælp fra et hold af syv medicinstuderende.
Har investeret over en million kroner
Der har bl.a. været et forsikringsselskab i bygningen før, og i tidernes morgen vist en bank, siger 47-årige Peter B. Hansen.
Han vil ikke ud med, hvad han har betalt for lokalerne, men vil dog gerne fortælle, at han har investeret et pænt beløb i en ombygning på Elmegårdsvej.
- Selve købsprisen vil jeg ikke sige. Renoveringen har jeg nok investeret de første i hvert fald 1,3-1,4 millioner kroner i. Penge, jeg skulle ud og låne, siger han.
Han valgte i sin tid at blive læge, fordi det gav mening, siger han.
- Det er noget med, at det for mig giver mening at behandle sygdomme. Og jeg kan godt lide det faglige og det naturvidenskabelige omkring det. Læren om sygdomme og biologi, siger Peter B. Hansen iført sin hvide kittel.
Han kalder øjet for et fantastisk apparat og sammenligner det med et kamera. Bortset fra, at et kamera i dag er indstillet. Øjet, derimod, ændrer karakter livet igennem.
Spiller bas
Når øjenlægen tager hjem og slapper af, har han lige tre døtre, han og hustruen, som tillige neurolog og speciallæge på Skt. Anne Plads i Odense, også skal tage sig af. Pigerne er 10, 12 og 16 år. Når Peter B. Hansen så endelig har lidt fritid, spiller han gerne på sin bas.
- Jeg spiller musik. Rockmusik. Det kan jeg godt lide. Det er typisk noget, der ender nede i 70'erne. Da jeg læste under studiet spillede vi i et band, mig og nogle kammerater, hvor vi spillede på det tidligere Arkaden. I dag må jeg sige, at det der med at være oppe sent lørdag aften er jeg lidt for gammel til. Så spiller jeg på amatørbasis, fortæller Peter B. Hansen, der også ynder at tage ud og høre jazz.
Og så skal han endelig til Tinderbox til sommer. Det glæder han sig til efter et par aflysninger grundet coronasituationen.
Han skal se det med egne øjne.