Annonce
Den lille Avis

Bavnehøj gør klar til at hejse flaget

Johnna Rehde fik en rigtig Bavnehøj formands-kasket af sin forgænger Linda Bang Hansen. Foto: Peter Hald
Indendørs aktiviteter på Bavnehøj kan begynde igen den 21. maj, fortæller ny Bavnehøj-formand.

Nr. Snede. Efter lang tids stilstand er de frivillige på aktivitetscenter Bavnehøj i Nørre Snede nu ved at gøre klar til den store åbning af centret. Datoen er sat, og det bliver den 21. maj, oplyser aktivitetsrådets nye formand Johnna Rehde.

Hun blev på et konstituerende rådsmøde for nylig udpeget som ny formand efter Linda Bang Hansen, der har valgt at stoppe efter 10 år på posten.

Flaget på Bavnehøj skal hejses den 21. maj, understreger Johnna Rehde, for fra denne dato skal der være liv og glade dage i centret. Åbningen markeres med en fest fra klokken 11.30. Festen kræver tilmelding, da man må samles op til 50 personer, så der deles tilmeldingssedler ud på centret.

Udendørs motionstilbud som krolf og gåture er netop begyndt igen på Bavnehøj, men alle de indendørs arrangementer og aktiviteter ligger stille indtil videre.

- Coronaen har lavet meget rod i det, og lige nu er der ingen aktiviteter indendørs, men vi håber, at vi kan få sat gang i det meste fra den 21. maj, siger Johnna Rehde.

En hård tid med ensomhed

Det er ikke alt, man sætte på programmet lige med det samme. Aktiviteter såsom Café Kreativ og banko kommer nok til at vente til efter sommerferien, men ellers er der lagt op til at få "genstartet" mange af de populære sysler. Og det er tiltrængt:

- Det har været en hård tid. Mange har savnet aktiviteterne og at kunne mødes med andre. Der er folk, som føler sig ensomme, og der er beboere på centret, der har mistet livsgnisten, siger Johnna Rehde.


Mange har savnet aktiviteterne og at kunne mødes med andre.

Johnna Rehde


Aktivitetscenter Bavnehøj har omkring 250 medlemmer både fra Nørre Snede, Ejstrupholm og Klovborg, så centrets betydning som samlingspunkt for ældre kan ikke undervurderes.

- Bavnehøj har en meget vigtig funktion. Jeg selv for eksempel lærte først Nørre Snede at kende for alvor, efter at jeg for fire år siden begyndte at komme der, siger 69-årige Johnna Rehde.

Hun har boet i Nørre Snede i 23 år og arbejdede indtil for fire år siden som social- og sundhedsassistent på plejecentret Sandbjerg i Thyregod.

Aktivitetsrådet er godt i gang med at planlægge sæsonen. Et af højdepunkterne bliver et besøg af Kandis-sangeren Johnny Hansen den 10. juni.

I øvrigt skal den endelige sammensætning af aktivitetsrådet afgøres den 31. maj, hvor rådet har årsmøde. Johnna Rehde siger, at hun gerne fortsætter som formand. Linda Bang Hansen fortsætter som kasserer, og næstformand er Anna Lise Nielsen.

Derudover består rådet i øjeblikket af Solveig Nielsen, Ingelise Wichmann, Karen Kristensen og Ejvind Tholstrup.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Den lille Avis

Udvalg sagde nej til neurofeedback til børn: Det er virkelig sådan en beslutning, der gør ondt helt ind i marv og ben

Den lille Avis

Fink Byg Aps overtager HD Byg

Den lille Avis

Klovborg Kino åbner igen

Den lille Avis

Elev-tegninger i tidligere brugs

Den lille Avis

SuperBrugs øgede overskuddet

Annonce