Annonce
Den lille Avis

Biograf-succes langt ude på landet: Klovborg Kino har klaret sig i 25 år og fortsætter med de samme ejere

Biografdirektør Steen Rasmussen viser film med samme entusiasme som for 25 år siden. Og han er sikker på, at biograferne nok skal klare sig. Foto: Peter Hald
Biograf-ægteparret Tineke og Steen Rasmussen har opgivet alle planer om at sælge deres biograf.

Klovborg: Det er næsten 25 år siden, at ægteparret Tineke og Steen Rasmussen første gang åbnede dørene til Klovborg Kino. De havde ikke regnet med, at deres biograf-eventyr ville vare et kvart århundrede. Men sådan er det gået.

Den dag i dag vises der stadig film i Klovborg Kino, og det vil vare ved en rum tid fremover - stadig med Tineke og Steen Rasmussen som ejere.

En overgang overvejede parret at sælge deres livsværk. De har trods alt begge nået pensionsalderen. Men alle salgstanker er nu lagt på is:

Annonce

- Vi har fuldstændig droppet planerne om at sælge. Vi har det rigtig godt med det, vi laver. Og under corona-nedlukningen i fem lange måneder fandt vi ud af, at det virkelig er sundt at have noget fornuftigt at beskæftige sig med, og vi brugte en hel del tid og kræfter på at renovere biografen, fortæller Steen Rasmussen.

Nu om dage kommer filmene ikke længere på store filmruller, men sendes som filer til en kraftig computer. Lyden er selvfølgelig også digital. Foto: Peter Hald

Biografgængerne kan først og fremmest glæde sig over, at der er kommet et nyt lyd-system i den store Blå Sal med plads til 160 gæster. Et avanceret Dolby-anlæg sender lyden ud til splinternye højttalere i salen, og avisens udsendte kunne ved verdenspremieren den 16. september på storfilmen "Dune" konstatere, at der virkelig er smæk for skillingen i det nye anlæg.

Det er således en moderne og tidssvarende biograf, der den 31. januar 2022 runder de 25 år.

Tæt på Brædstrup og Tørring

Det er gået op og ned i biografbranchen, men Klovborg Kino har formået at holde ved trods konkurrence fra streaming-tv og en lang periode med corona-nedlukning.

En del mennesker undrer sig over, hvordan det kan lade sig gøre at drive en biograf "langt ude på landet" i en lille by som Klovborg. Men geografien er faktisk slet ikke så tosset, påpeger Steen Rasmussen.

- Vi har et stort opland. Det tager ikke lang tid at køre hertil fra Brædstrup eller Tørring - eller fra Horsens for den sags skyld. Det er nemt at finde os, og vi har god plads og gratis parkering, siger biograf-direktøren.

Nej, Klovborg Kino er ikke flyttet til Brædstrup. Biografen har blot lejet udstillingsruder i Bredgade i Brædstrup for bedre at kunne reklamere for filmene. Foto: Peter Hald

I den senere tid er borgerne i både i Brædstrup og Tørring blevet ekstra opmærksomme på Klovborg Kino:

- Vi har lejet udstillingsruder i forretninger både i Brædstrup og Tørring, og det har en god effekt, siger Steen Rasmussen.

At der nu kan ses filmplakater i et butiksvindue på Bredgade i Brædstrup har ført til spekulationer om, hvorvidt Klovborg Kino har planer om at flytte til Brædstrup.

Men Steen Rasmussen afviser blankt, at biografen har flytteplaner:

- Vi har lige ofret en hel del på modernisering af biografen, og for eksempel det nye lydanlæg har kostet "en bondegård", siger han.

Annonce

Ninja-hit

Corona-restriktionerne er væk, og folk myldrer i biografen. Nogle film er selvfølgelig mere populære end andre. En af de allermest populære film lige nu er "Ternet Ninja 2". Komikeren Anders Matthesens finurlige animationsfilm om en ninja-dukke, der bliver levende, har virkelig ramt plet, konstaterer Steen Rasmussen.

- Det er fuldstændig forrygende med "Ternet Ninja". Den første weekend med filmen kom der over 1000 gæster... det er altså mange. Og den er stadig populær. Det er en af de film, vi vil have på plakaten længe. Jeg beundrer virkelig Anders Matthesen. Hans kreativitet er imponerende, og han har ene mand været med til at "løfte" biografbranchen, siger Steen Rasmussen.

Efter den triste tid med corona-begrænsninger er behovet for underholdning eksploderet, og det nyder biograferne godt af. Heldigvis er der også en hel del sikre publikums-hit for tiden, konstaterer Steen Rasmussen.

Ud over "Ternet Ninja 2" fremhæver han filmen "Margrete den Første", der lige har haft premiere - og så er der naturligvis den nye James Bond-film "No time to die", der har premiere 30. september.

Biograf-ægteparret fra Klovborg, Tineke og Steen Rasmussen, kunne genåbne Klovborg Kino igen i maj efter coronanedlukningen, hvor de blandt andet brugte kræfter på at renovere biografen. Arkivfoto: Peter Hald

Steen Rasmussen har altid været en inkarneret film-fan, og hans kendskab til filmbranchen er meget omfattende. Igennem 10 år var han med i bestyrelsen for brancheforeningen Danske Biografer, og med 25 års erfaring fra operatørrummet i Klovborg Kino kan han sine klassikere og følger med i alt det nye.

Derfor viser Klovborg Kino også de mere smalle film for feinschmeckere, og selv om disse film ikke lokker det store og brede publikum i biografen, så har de deres absolutte berettigelse, mener Steen Rasmussen:

- Jeg har det rigtig godt med, at vi også viser de film, og vi har på den front et spændende samarbejde med biografen Øst for Paradis i Aarhus, fortæller han.

Biografens rolle som kulturinstitution er noget, der står Steen Rasmussens hjerte nær, og han har en urokkelig tro på, at biograferne nok skal klare sig:

- Der tales meget om konkurrencen fra streaming-tv, men i branchen er vi egentlig ikke så bekymrede for streaming. Selv om nogle mennesker køber nogle meget store tv-skærme, så er der altså stadig enorm forskel på at opleve en film i biografen og derhjemme. I biografen får du den intense og koncentrerede oplevelse... derhjemme er der jo ikke helt så meget fokus på filmen. Så skal man lige lave en kop kaffe eller lukke katten ud... Men i biografen bliver du ikke forstyrret, og så giver den nye teknologi jo virkelig nogle fantastiske oplevelser. Hold da op en billed- og lydkvalitet vi har opnået, siger han.

Selv om nogle mennesker køber nogle meget store tv-skærme, så er der altså stadig enorm forskel på at opleve en film i biografen og derhjemme.

Steen Rasmussen

Steen Rasmussen understreger, at godt besøg i biograferne er med til at danne grundlaget for nye gode film:

- Når filmbranchen kan tjene penge, så bliver der jo investeret i nye film, påpeger han.

Apropos nye film er der også spændende nye dansk film på vej, og Steen Rasmussen glæder sig til, når filmen Hvidstengruppen II rammer biograferne i december. Den første film om den berømte modstandsgruppe udkom i 2012 og var en publikumssucces, og mon ikke den næste også bliver det?

Steen Rasmussen på hjemmebane i foyeren i Klovborg Kino. En institution, der fejrer 25 års jubilæum 31. januar. Foto: Peter Hald
Annonce
Annonce
Den lille Avis

DN-formand om solceller: Solcelleparker er en fin måde at producere strøm på

Annonce
Annonce
Den lille Avis

Købelyst og godt vejr gav bonus: Duedag gav 80.000 kroner til foreningslivet

Annonce
Forsiden netop nu
Den lille Avis

Grøn energi eller visuel forurening? Lokalråd er begyndt at gruble over solcelleparker

Den lille Avis

Brandvarme ældrepolitiske emner tages op til "speed-dating" debatmøde

Den lille Avis

Lokalråd har brug for frivillige

Den lille Avis

Serie-indbrud i håndværkerbiler

Den lille Avis

U17-hold fik nyt spillertøj

Den lille Avis

Handelsbanken skal sælges - og det vil også mærkes lokalt

Den lille Avis

Sogneaften med foredrag om lægemissionær

Den lille Avis

Solcelleparker bliver mere aktuelle: Kommunen tager hul på høring om solcelleanlæg

Den lille Avis

Grønt åndehul får et nyt løft: Kommunale kroner på vej til park-projekt

Den lille Avis

Kilometer giver penge: Lokaldysten kommer til landsby

Den lille Avis

Her er dine muligheder for at søge Bygningspuljen

Den lille Avis

70-årig murer fortsætter - og hans byggefirma er flyttet ind i en gammel mølle

Den lille Avis

Jeg vil gerne være med til, at vi udbygger Ikast-Brande Kommune som en tillids- og ansvarsbaseret kommune

Den lille Avis

Spar-købmandsbutik blev moderniseret

Den lille Avis

Halloween på  skovmuseet

Den lille Avis

Lynhurtig seks-årig spurtede fra de andre og vandt Danmarksmesterskab: Asger blev nummer ét på BMX-cykel

Den lille Avis

Fup på nettet: Falsk profil på Facebook frustrerer og plager to byrådskandidater

Den lille Avis

Lyserød Søndag gav over 20.000 kroner

Den lille Avis

Bank skærer ned: Jyske Bank i Ejstrupholm vil nøjes med en ugentlig åbningsdag mod nu fem

Den lille Avis

Efterår med aktivitet på skovmuseet

Den lille Avis

Hærvejspigerne vandt over Skanderborg

Annonce