Klovborg: En ny tradition har vundet indpas i folkekirken: Hjemmestrikkede dåbsklude, der både tjener en praktisk funktion, men som også er en fin gave fra kirken med stor symbolværdi.
De strikkede klude erstatter de sædvanlige papirservietter, og efter dåben kan forældrene tage dem med hjem som et kært minde.
I Klovborg har en flok strikkekyndige kvinder taget traditionen til sig, og de strikker dåbsklude på livet løs både derhjemme, og når de samles i "krea-klubben" på friskolen.
Den faste kerne blandt dåbsklude-strikkerne består af Maria Nikolajsen, Hanne Stier og Else Kristensen. Tre erfarne kvinder, der har mange års træning i at bruge strikkepinde.
- Vi har øvet os, konstaterer Maria Nikolajsen beskedent.
- Traditionen med dåbsklude blev startet af en præst på Djursland, og vi har været i gang cirka to år, fortæller Hanne Stier, der er kirkesanger i Klovborg Kirke.
Selv blev hun første gang præsenteret for dåbsklude, da hun gik til sang i Horsens Klosterkirke. Og det var inspirerende, da dåb er en begivenhed, der samler mange:
- Nu om dage er der måske ikke så mange, der er kirkevante, men alligevel vælger næsten alle at få deres børn døbt, siger Hanne Stier.
Et minde om en stor dag
Maria Nikolajsen og Else Kristensen er også trofaste kirkegængere, og de synes alle, at dåbskludene giver god mening.
- Dåbsklude er et minde om en stor dag. En dåb er jo noget helt specielt, siger Else Kristensen.
De kyndige strikkedamer gør meget ud af håndværket og bruger forskellige kristne symboler på kludene. Garnet er altid holdt i råhvide toner, og kludene har samme format, men symbolerne kan variere. Der kan være kors, fisk og hjerter, og en populær kombination er et kors, et anker og et hjerte, der symboliserer tro, håb og kærlighed.
Else KristensenDåbsklude er et minde om en stor dag. En dåb er jo noget helt specielt.
Fra menighedsrådet var det Mette Nørtoft Hedeager, der hjalp til med at få dåbskludene introduceret, og hun kan konstatere, at skikken hurtigt blev populær.
- Jeg er stoppet i menighedsrådet, men det var vigtigt for mig, at den gode tradition med dåbskludene kunne fortsætte. Det har jo været et ønske fra menigheden, så jeg har givet stafetten videre til Kirsten Hansen som kontaktperson i menighedsrådet, fortæller Mette Nørtoft Hedeager.
Hun lægger vægt på symbolværdien:
- Man kan jo sige, at en dåbsklud er en maske i Guds skaberværk, siger hun med et smil.