Annonce
Den lille Avis

Familiefar fra Nørre Snede blev præmie-lærling

Tre småbørn derhjemme stod ikke i vejen for, at Kasper Dam Olesen (til venstre) tog et 12-tal og fredag 20. september fik overrakt en ML-pris efter endt uddannelse som voksenlærling hos Nikodan i Nørre Snede. Her ses han sammen med svenden Alex Dalgaard, som har været hans tætte samarbejdspartner. Foto: Tekniq
Annonce

Nr. Snede: Smilet var bredt, da Kasper Dam Olesen fra Nørre Snede fredag fik overrakt ML-prisen (Metalindustriens Lærlingepris) i Den Sorte Diamant i København. Prisen var en velkommen anerkendelse af det hårde arbejde, han har lagt i uddannelsen som rustfast smed – trods et travlt privatliv.

- Jeg blev overrasket, da jeg blev indstillet til prisen. Og jeg blev chokeret, da jeg vandt. Jeg er stolt, siger han ifølge en pressemeddelelse fra erhvervsorganisationen Tekniq Arbejdsgiverne..

- Det er dejligt at få den første lønseddel som svend. Det har da kunnet mærkes at gå på lærlingeløn i tre år med hus og tre børn derhjemme. Men jeg har nu fået en fin løn til sidst som lærling, understreger Kasper Dam Olesen.

Egentlig troede den unge jyde, at han fortsat skulle arbejde i træ efter flere år som ansat hos Palsgaard Træ. Men et job som arbejdsmand hos Nikodan Conveyor Systems i Nørre Snede gav de første erfaringer med den rustfrie verden. Og en dag spurgte en af cheferne, om det ikke var en ide at gå i lære og blive svend?

- Jeg er fascineret af hele processen, når vi bygger. Rustfrit har jo den fineste finish, og vores arbejde kræver stor præcision. Det kan jeg godt lide ved vores fag. Jeg har både været i Tyskland og Sverige som lærling. Det er spændende først at bygge og så senere stå derude ved kunden og få det hele til at køre, siger Kasper Dam Olesen, der har taget sin uddannelse på College 360 i Silkeborg.

Annonce

Tre børn

Tre små børn og en læreplads har ikke været den store udfordring for den talentfulde jyde, der nu er ansat som svend.

- Vi har flekstid her i firmaet, og det er da en fordel med tre børn. Vi har frihed til at planlægge meget selv, og jeg har været utrolig glad for læretiden her, siger han. På hans læreplads glæder man sig også over prisen og understreger vigtigheden af at tiltrække dygtige lærlinge.

- Der kan være forskel på motivationen hos lærlinge, så vi går efter de helt rigtige til vores arbejdsplads. De bedste får typisk arbejde hos os bagefter, selvom det kunne være sundt lige at prøve arbejdsmarkedet uden for vores virksomheds trygge ramme. Vi vil helst fastholde dem, siger produktionschef Michael Poulsen fra Nikodan.

Annonce

Kræver topkarakter

For at kunne komme i betragtning til ML-prisen skal lærlingen have topkarakteren 12 til svendeprøven og desuden have udmærket sig som både en god kollega og samarbejdspartner. Lærlingen skal så indstilles af både praktikvirksomheden og den erhvervsskole, vedkommende går på.

ML-prisen uddeles af Metalindustriens Uddannelsesudvalg i samarbejde med Tekniq Arbejdsgiverne, DI og Dansk Metal. Her ser man både prisen som en anerkendelse af branchens dygtigste lærlinge og en markering af de teknisk krævende metalfag.

- Det er en branche, der stiller store krav til lærlingenes faglighed og tekniske kunnen. Samtidig er evnen til at samarbejde med kollegerne altafgørende, når man skal levere et produkt af den højeste kvalitet. Alt det kan Kasper, siger Tina Voldby, underdirektør i Tekniq Arbejdsgiverne, der repræsenterer 4.300 virksomheder inden for el, vvs og metal.

- Det er ingen hemmelighed, at vi kæmper for at trække tilstrækkeligt med dygtige unge til erhvervsuddannelserne – ikke mindst industri- og smedeuddannelserne. Skal det lykkes, har vi blandt andet brug for gode repræsentanter for uddannelserne. Derfor er det også vigtigt at fremhæve dem, der er helt i front for deres fag. Det er modtagerne af ML-priserne, forklarer Tina Voldby.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Den lille Avis

Sommer som i gamle dage

Den lille Avis

Frisøren har været savnet

Annonce