Annonce
Den lille Avis

Forpagter siger farvel til Restaurant Rørbæk Sø

Jette Berg Gaasdal, der her ses på restaurantens terrasse, stopper nu som forpagter af Restaurant Rørbæk Sø. Arkivfoto
Annonce

Nr. Snede: Det er åbenbart ikke så nemt at få Restaurant Rørbæk Sø til at køre rundt. Flere forpagtere har de senere år måttet opgive, og nu siger den seneste restaurantforpagter i rækken, Jette Berg Gaasdal, også stop.

Hun oplyser til Horsens Folkeblad, at hun har opsagt sin forpagtning pr. 31. december i år og lukker ned. Indtil da har hun kun selskaber.

Restaurant Rørbæk Sø, der ejes af Bo Olesen fra Rørbæk Hovedgård, kan spore sin historie tilbage til 1935, da der blev opført en sommerpavillon på stedet.

Jette Berg Gaasdal overtog forpagtningen i marts 2017, og i begyndelsen var der åbent a la carte flere dage om ugen. Men i det seneste års tid har Restaurant Rørbæk Sø kun kørt med lukkede selskaber - der har ikke været almindelig a la carte restaurantdrift med daglige åbningstider i et år.

Restaurant Rørbæk Sø kan spore sin historie mange år tilbage, men i de senere år har det været svært at få restauranten til at løbe rundt. Arkivfoto
Annonce

For få gæster

- A la carte kunne simpelthen ikke løbe rundt. Der kom for få gæster til, at vi kunne holde det åbent, og det tog jeg konsekvensen af, så jeg har kørt det på vågeblus og arbejdet på fuld tid ved siden af, fortæller Jette Berg Gaasdal.

Hun arbejder nu igen i sin gamle branche som socialpædagog.

- Der er heldigvis masser at lave indenfor mit fag, siger hun.

- Jeg ved ikke, hvad der skal ske med restauranten næste år, så jeg har ikke taget selskaber ind til 2019, og til dem, der har ringet med konfirmationer, har jeg sagt, at jeg ikke ved, hvad der skal ske med stedet, oplyser Jette Berg Gaasdal.

Der er ikke længere fastansatte medarbejdere i restauranten. Jette Berg Gaasdal opsagde den faste kok allerede i december 2017 og en køkkenmedarbejder i januar, og hun har så siden lejet personale ind til de arrangementer. man havde.

- Jeg har lagt mange timer i restauranten og var for lidt hjemme hos mine børn. Men jeg ville dog ikke være oplevelsen foruden - nu fik jeg det prøvet siger hun.

Restauranten var engang et kendt spisested på egnen. Indtil for en halv snes år siden hed stedet Restaurant Vester Mølle, der gennem 19 år blev drevet af parret Kirsten og Kim Storm. I foråret 2009 blev restauranten overtaget af den nuværende ejer og omdøbt til Restaurant Rørbæk Sø.

Annonce

Vil finde ny forpagter

Ledelsen på Rørbæk Hovedgård, som ejer Restaurant Rørbæk Sø, agter at finde en ny forpagter til restauranten. Det oplyser godsforvalter Erik Roed Jakobsen fra Rørbæk Hovedgård.

- Vi arbejder hårdt på at finde en forpagter, der kan køre videre fremadrettet, og vi har nogle emner. Vi håber, at vi har en løsning klar til 1. januar, når Jette holder, siger Erik Roed Jakobsen.

Han kan endnu ikke offentliggøre navne på eventuelle nye forpagtere.

Skulle man overveje et andet koncept for restauranten? Flere andre forpagtere har jo sagt farvel de senere år.

- Vi arbejder på en løsning - forhåbentlig en langsigtet løsning denne gang - for vi er klar over, at det har været en udfordring for forpagterne. Men mere kan vi ikke melde ud nu, siger Erik Roed Jakobsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Den lille Avis

Sommer som i gamle dage

Den lille Avis

Frisøren har været savnet

Annonce