Annonce
Den lille Avis

Jerndamen er blevet aktuel igen

Forleden blev den lune jerndame i Nørre Snede udstyret med nissehue. Hvem der står bag den lille julespøg vides ikke endnu, men det er angiveligt ikke lokalrådet. Foto: Peter Hald
Skulpturen "Damen der varmede sin ende over ilden", har fået nissehue på. Og nu kommer hun også på tryk.
Annonce

Nr. Snede: Den nok mest kendte skulptur i Nørre Snede, "Damen der varmede sin ende over ilden", har for en stund fået nissehue på af indtil videre ukendte spøgefugle.

Men der sker også mere med den kendte figur, der blev sat op for halvandet år siden.

En af de nærmeste dage vil lokalrådet i Nørre Snede installere et informations-skilt ved bænken tæt på skulpturen, der står i rundkørslen på Brandevej i Nørre Snedes vestlige udkant.

Skiltet beretter om jerndamen og hendes tilblivelse. Nok så væsentligt vil der være en såkaldt QR-kode på skiltet. Ved at sætte en smartphone til at aflæse denne kode, vil man blive dirigeret hen til en internet-tekst med mere information om damen og skaberen af den originale skulptur, Poul Schat Jacobsen, der levede fra 1913 til 2003. Han var entreprenør og selvlært kunsthåndværker og var 1960’erne og 70’erne en produktiv og alsidig kunstner.

Her et kapitel fra teksten, der er skrevet af lokalrådsmedlem Gitte Solgaard og hendes søn Troels med hjælp af Poul Schat Jacobsens søn Morten:

"Skulpturen vakte i forbindelse med rejsningen en landsdækkende debat i både TV, radio og presse, hvor både lokale beboere, kunstanmeldere og politikere ytrede deres holdning til den nye skulptur. Flere kunstanmeldere og lokalpolitikere, der ikke var fra byen, forsøgte at få stoppet projektet, fordi skulpturen angiveligt skulle fremvise et sexistisk, nedvurderende kvindesyn og endda kunne være til fare for bilisterne i rundkørslen, idet deres blikke ville være et andet sted end på trafikken. Dagbladet Politikens kunstanmelder, Mathias Kryge, vurderede f.eks. skulpturen som ”fjollet”, fordi den ifølge ham rummer negative undertoner. Lokalrådsformanden i Nørre Snede, Hans Jørgen Jensen, afviste imidlertid al kritikken, men gav samtidig udtryk for, at han var glad for, at kunstværket kunne skabe debat. Debatten om skulpturen var ifølge lokalrådsformanden meningen med hele skulpturprojektet, for på den måde kunne byen komme på landkortet, samtidig med at man fik mulighed for at hylde en lokal kunstner, som i Nørre Snede er blevet betegnet som ”vores Robert Jacobsen”. Desuden var der bred opbakning i byen til, at den varme dame skulle rejses. Over 70 frivillige bidrog sammen med Nørre Snede Lokalråd med arbejdskraft, penge og udstyr til skulpturprojektet, og det lokale entreprenørfirma, EMR, stod for at tegne og konstruere fundamentet samt løfte den 800 kilo tunge dame, mens lokalkendte, pensionerede smede udformede selve skulpturen. Det er tilmed Lokalrådet i Nørre Snede, der har betalt skulpturen med hjælp fra adskillige lokale og private sponsorer.

Annonce

Picasso oversat i jern

At sammenligne Poul Schat Jacobsen med Robert Jacobsen er ikke helt ved siden af. Læs blot her:

"Schat Jacobsen udmærkede sig især ved at producere jernskulpturer ud af jernaffald, ofte i form af landbrugsredskaber, som f.eks. fra plovjern, harvetænder og endda fra en fodhviler på en høstmaskine, som han hentede fra nærliggende steder. Mange skulpturer var udformet som jernmænd, der bærer brændende beholdere med fyringsolie, som skabte en del røg, der gjorde dem synlige for forbipasserende på Hovedvej 13 gennem Nørre Snede, hvor de blev både skabt og solgt ved kunstnerens permanente friluftsudstilling. Jernskulpturerne er skabt efter fri fantasi uden inspiration fra forbilleder. Blandt skulpturerne kan man blandt andet få øje på en dansende kvinde, nogle legende børn, den nordiske gud Thor med sin hammer, der kører i vogn med sine bukke foran, en DNA-streng i jern med titlen ”Livets gåde…”, en læge, der giver en indsprøjtning til en kvinde, som løfter op i skørtet, Victor Borge ved klaveret, ja selv Adam og Eva med æblet blev fantasifuldt bøjet i jern. I samtiden blev Schat Jacobsens abstrakte jernskulpturer blandt andet kaldt ”Picasso oversat i jern”.

Ud over tekst kan man via QR-koden på skiltet også se fotos af Poul Schat Jacobsen og nogle af hans værker.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce