Nr. Snede: Udstykningen Rørbæk Søparken tæt på Rørbæk Sø bliver snart tættere bebygget. Den nye udstykning med sommerhusgrunde så dagens lys sidste år, og på et år er der indtil nu blevet solgt 16 grunde ud af 38, oplyser ejendomsmæglerkæden EDC, der står for salget.
Grundene er udstykket fra en tidligere campingplads, der lå i området, og især lige i starten gik det stærkt med at sælge, fortæller ejendomsmægler Alex Mandrup Paulsen, der er indehaver i EDC Ejendoms Centret A/S i Horsens.
- Grundene er blevet byggemodnet, og det er jo en udvidelse af sommerhusområdet ved Rørbæk Sø. Det er en anden type sommerhus-område end for eksempel Juelsminde og Saxild. Ved Rørbæk Sø kan vi se, at det i høj grad er naturmennesker, der vil bruge skovene og dyrke lystfiskeri i området. En del af køberne kommer fra egnen, men også fra Aarhus og Silkeborg. Typisk folk, der bor i en radius af 50 kilometer fra søen, siger Alex Mandrup Paulsen.
Priserne på grundene svinger fra 325.000 til 575.000 kroner, og størrelsen svinger fra 1500 til godt 2200 kvadratmeter. Lige i starten under corona-pandemien gik det meget stærkt med at sælge de første grunde i første række ud mod Rørbæk Sø.
En del af sommerhusejerne lejer husene ud, og der er stor efterspørgsel for udlejning fra især hollandske og tyske turister - ofte lystfiskere, der gerne vil bruge områdets muligheder, oplyser Alex Mandrup Paulsen.
Der har været sommerhuse ved Rørbæk Sø i mange år, og der er omkring 35 eksisterende sommerhuse i området. Nu kommer der så en del flere.
Restaurant-åbning gavner
Alex Mandrup Paulsen har bemærket, at Restaurant Rørbæk Sø snart åbner igen under ledelse af Marie Meyland fra Nørre Snede. Genåbningen af restauranten sker fredag 3. juni, og det vil være en stor gevinst for hele området, understreger han.
- Det er et kæmpeplus, at restauranten kommer i gang igen... det er en win-win for alle parter, siger ejendomsmægleren.
Alex Mandrup Paulsen regner også med, at den nye sommerhus-udstykning vil få en vis betydning for Nørre Snede, der er den nærmeste handelsby kun godt fem kilometer væk.
Udstykkeren af de nye sommerhusgrunde er Brian Christiansen, der overtog den gamle campingplads. Brian Christiansen har selv sommerhus i området, og han er i øvrigt også initiativtager til det nye boligområde Gudenåparken ved Tørring på det område, hvor der tidligere lå en actionpark.