Ikast/Brande: Byrådet i Ikast-Brande Kommune har besluttet at nedsætte et fritidsråd for perioden 2022-2025, og der holdes valg til Fritidsrådet mandag 25. april kl. 17.00 i Hjertet på Vestergade 65 i Ikast.
Fritidsrådet vælges af foreningerne og skal inddrages i sammenhænge, som har betydning for den folkeoplysende virksomhed i Ikast-Brande Kommune. I alt skal der vælges 11 repræsentanter til fritidsrådet. Disse indstilles af de folkeoplysende foreninger og vælges ved valget den 25. april. Ud af de 11 repræsentanter bliver to valgt af byrådet fra Børne-, Kultur- og Fritidsudvalget.
Folkeoplysningen omfatter blandt andet foreningsaktivitet med fællesskab, idræt, spejdere og voksenundervisning – altså en stor del af det fritidsliv som udfoldes af kommunens borgere og særligt med fokus på børn og unge.
Fritidsrådet, som primært kommer til at bestå af repræsentanter fra de folkeoplysende foreninger, skal være sparringspartner for det kommunale politiske udvalg på området – Børne-, Kultur- og Fritidsudvalget.
Rådet får stor indflydelse på den overordnede retning via strategiske drøftelser med det politiske udvalg, hvilket formanden for udvalget, Annette Mosegaard (K), ser frem til, lyder det i en pressemeddelelse fra kommunen.
Fritidsrådet har derudover en årlig udviklingspulje på 300.000 kroner.