Annonce
Den lille Avis

Politiet strammer fyrværkeri-kontrol

Der er masser af ulovligt fyrværkeri i omløb. Her er det konfiskerede kanonslag. Foto: Robert Wengler
Hyppige politipatruljer og hårdere straffe bliver nogle af metoderne i kampen mod fyrværkeri-ballade.
Annonce

Ikast/Brande: Midt- og Vestjyllands Politi skruer nu op for den forebyggende indsats mod fyrværkeri-ballade. Blandt andet med hyppige patruljer.

Samtidig er der kommet nye regler, der betyder, at straffen for at affyre fyrværkeri mod tilfældige borgere og offentligt ansatte bliver hårdere.

Midt- og Vestjyllands Politi vil frem mod nytår være ekstra meget til stede i flere boligområder, hvor politiet sidste år i december oplevede "uhensigtsmæssig adfærd med fyrværkeri".

- Vi så eksempler, hvor både lovligt og ulovligt fyrværkeri blev affyret uden for den tilladte periode, og vi så eksempler, hvor fyrværkeriet blev anvendt på en meget farlig måde – for eksempel hvor det blev fyret af vandret mod andre personer, fortæller Sune Espersen, vicepolitiinspektør og leder af Midt- og Vestjyllands Politis vagtcentral.

Annonce

Vil forhindre ulykker

Midt- og Vestjyllands Politi håber at kunne forhindre kriminalitet med fyrværkeri og få de unge til at tænke sig om en ekstra gang, inden de sender raketter i den forkerte retning eller lignende dumheder.

- Vi tager rundt og taler med beboerne i de forskellige områder og tager også direkte kontakt til personer, som vi har en særlig bekymring omkring. Vi snakker med dem og fortæller dem også om, hvor farligt det er at affyre fyrværkeri mod andre, og hvilke strafmæssige konsekvenser det kan have, når man på den måde udsætter andre personer for fare. Vi vil gerne forebygge, at børn og unge bryder loven i forbindelse med fyrværkeri, og undgå, at de selv kommer til skade med det, siger politikommissær Mette Bundgaard fra forebyggelsesafdelingen hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Annonce

Hårdere straf

Straffen for fyrværkeri-angreb skærpes fra i dag den 15. december med en tredjedel, hvis der affyres fyrværkeri mod personer på gaden – uanset om det er myndighedspersoner eller almindelige borgere. Hvis man tidligere ville have fået en fængselsstraf på seks måneders fængsel, vil straffen nu stige til otte måneders fængsel, ligesom muligheden for at varetægtsfængsle i den type sager øges.

Midt- og Vestjyllands Politi har også lanceret en stor indsats med at opspore ulovligt fyrværkeri. Og der bliver fundet meget. Mandag 14. december beslaglagde lokalpolitiet i Silkeborg således 211 kanonslag hos en 15-årig mand i Kjellerup.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce