Annonce
Den lille Avis

Positiv udvikling: Færre indbrud og tyverier - og mindre hærværk

Landbetjent Viggo Nielsen fra Nørre Snede har grund til at smile. Kriminaliteten falder støt på de fleste områder. Arkivfoto: Lars Juul
"Gamle" Nørre Snede kommune er blevet et mere fredeligt sted at være.

Nr. Snede: I de senere år er kriminaliteten faldet i Nørre Snede, Ejstrupholm, Gludsted, Hampen og Klovborg.

Især er mængden af indbrud og tyverier faldet markant i årenes løb, og der bliver også begået mindre hærværk.

- Vores egn er et ret fredeligt sted. Her kan man roligt flytte til. Vi ligger under landsgennemsnittet på alle parametre, konkluderer landbetjent Viggo Nielsen, der har lavet statistikken.

Viggo Nielsen har ført kriminal-statistik i mange år, og han kan således se, at det går den rigtige vej.

Mest bemærkelsesværdigt er, at antallet af indbrud er faldet kraftigt. Rekorden blev sat i 2011, hvor der sammenlagt blev begået 133 indbrud i "gamle" Nørre Snede kommune, det vil sige Nørre Snede, Ejstrupholm, Gludsted, Hampen og Klovborg. I 2020 blev der "kun" begået 43 indbrud i disse områder.

Samme tendens ses med tyveri. I 2020 blev der begået 52 tyverier, men tilbage i 2010 var tallet næsten fem gange så højt, nemlig 242 tyverier.

Faldet er nogenlunde konstant hen over årene.

- I det seneste års tid kan der  godt være en "corona-effekt", da tyvene ikke har så let ved at liste sig ind og stjæle noget, fordi folk er hjemme, siger Viggo Nielsen.

Nørre Snede er ikke voldsomt plaget af hærværk, men der var alligevel en bemærkelsesværdig sag i 2020, hvor foreløbig ukendte vandaler natten til søndag 20. december ødelagde belysningen ved den berømte jernskulptur "Damen der varmede sin ende over ilden". Arkivfoto: Mikael Mortensen

Hærværk er heller ikke så udbredt mere. Rekorden blev sat i 2007 med 42 anmeldte tilfælde af hærværk, mens der i 2020 blot var 19 hærværk.

Det reelle hærværks-tal er dog højere, understreger Viggo Nielsen.

- Jeg ved, at der har været mange sprængte postkasser, og det er jo også hærværk. Men det er langtfra alle ødelagte postkasser, der bliver anmeldt, så der er et "mørketal", forklarer landbetjenten.

Der har ikke været mange grove hærværks-sager i den senere tid, men en enkelt sag skiller sig ud fra mængden, nemlig hærværket mod skulpturen "Damen, der varmede sin ende over ilden" i Nørre Snede natten til søndag 20. december. Her blev skulpturens belysning ødelagt,

- Det er foreløbig et uafklaret mysterium, og jeg har indtil nu ikke modtaget et eneste tip i sagen, siger Viggo Nielsen.

Annonce

Vold og druk

Volds-statistikken udviser også et fald, især hvis man fraregner de overfald, der fra tid til anden sker i statsfængslet i Nørre Snede. Tilbage i 2007, hvor Viggo Nielsen begyndte på sin årlige statistik var der i alt 17 volds-sager. I 2020 var der 16, men heraf  fandt de fem sted i fængslet.

- Volden opstår typisk efter skænderier i drikkelag og fulderikker, der kommer op at slås, eller i parforhold, hvor skænderier kulminerer i, at der bliver udvekslet lussinger, fortæller Viggo Nielsen.



Volden opstår typisk efter skænderier i drikkelag .

Viggo Nielsen, landbetjent



Ude i samfundet har der ikke været nogle decideret grove overfald, men i fængslet har der været en del grimme sager, men de er atypiske for samfundet som helhed, oplyser betjenten.

Drab har man lykkeligt undgået i alle statistik-årene siden 2007.

Nogle ting fører Viggo Nielsen ikke statistik over. For eksempel er hunde-relaterede sager ikke med, men der er faktisk en del sager, der omhandler klager over hunde og deres gøren og laden.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Den lille Avis

Biograf-bog i nyt oplag

Den lille Avis

Sådan gør du cyklen forårsklar

Den lille Avis

Skov-vandring ved skovmuseum

Annonce