Annonce
Den lille Avis

SuperBrugsen er klar til rundt jubilæumsår

Det er sommer, og turistsæsonen står for døren. Det kunne give anledning til, at man i Nørre Snede begynder at tænke kreative tanker omkring Hærvejs-turismen, foreslår brugsuddeler Jan Nyrup. Foto: Peter Hald
Med stigende omsætning og overskud ruster SuperBrugsen i Nørre Snede sig til at fylde 100 år i 2021.
Annonce

Nr. Snede: Næste år fylder SuperBrugsen i Nørre Snede 100 år, og butikken kan træde ind i det runde jubilæumsår med vækst i økonomien. På grund af corona-krisen har det ikke været muligt at holde generalforsamling endnu, men uddeler Jan Nyrup har tallene klar, og de viser tydeligt, at der er sket en udvikling:

- Vores omsætning i 2019 landede på cirka 40 millioner kroner, og det er en vækst i forhold til året før på 5,6 procent. Vi havde 254.000 kunder igennem, og vi har aldrig før solgt så mange varer. Nok så væsentligt kom vi ud af 2019 med et overskud på 300.000 kroner, hvor det i 2018 var 91.000 kroner, fortæller Jan Nyrup.

- Det er en fin "bund"... vi er godt tilfredse. Der har været god vækst, og de gode takter er også fortsat her i begyndelsen af 2020. Corona-krisen er en ubekendt faktor, men der er stigning, og vi har også mærket, at der ikke har været grænsehandel, og at storcentrene har været lukkede, siger Jan Nyrup.

Helt lokalt glæder uddeleren sig over, at Nørre Snede har fået flere indbyggere - fra 1819 indbyggere i 2019 til 1836 i 2020.

- Set i forhold til byens størrelse er Nørre Snede rigtig godt med på dagligvare-området. Vi har jo to supermarkeder, os og Rema 1000. I byer, der er større end Nørre Snede, for eksempel Engesvang og Bording, må de hver især nøjes med et supermarked. Jeg synes, at vi og Rema 1000 matcher hinanden godt, siger Jan Nyrup.

Annonce

Turismen kan udvikles

Med 2000 medlemmer er brugsforeningen i Nørre Snede byens største forening, og det er en forening, der også er med til at støtte de øvrige foreninger med sponsorater til for eksempel håndbold og fodbold og et tæt samarbejde med lokalrådet og erhvervsforeningen, påpeger han.

Derfor interesserer brugsens bestyrelse og uddeleren sig også for udviklingsmulighederne i Nørre Snede, og der er muligheder. Ikke mindst på turistområdet.

- Vi skal jo også have kunder udefra, og der er ingen tvivl om, at vi kan få stor fornøjelse af Hærvejs-turisterne. Her under corona-krisen kunne vi jo se, at vandre- og cykelture blev voldsomt populært, og det vil vi også mærke her. Men vi skal promovere Hærvejen bedre, og jeg kunne godt tænke mig, at stien blev ændret, så vandrerne blev ledt bedre gennem byen. Nørre Snede må gerne blive en mere tydelig destination på Hærvejen. Ikke mindst skal vi huske, at turisterne skal have lyst til at vende tilbage, og vi kunne godt arbejde mere med overnatningsmulighederne, siger Jan Nyrup.

Den 58-årige uddeler er selv ivrig vandrer og kender Hærvejsruterne godt. Han er derfor glad for, at lokalrådet tog initiativ til at bygge info-hytten på Torvet, hvor der er information til turisterne.

Væksten i Nørre Snede og ikke mindst de to store nye boligprojekter Nama Parken og Rosenhaven tegner lovende, og rundt omkring sker der byforskønnelse. Blandt andet åbnede "Rikkes Butik" for nylig på Bredgade. Det var i øvrigt her, at den allerførste brugs lå i sin tid.

Selv renoverede og udvidede Superbrugsen for cirka tre år siden, og nu håber Jan Nyrup, at turen snart kommer til springvandet lige ved butikkens indkørsel.

- Jeg glæder mig til, når vandet begynder at springe igen, siger han med et muntert, men også drilsk glimt i øjet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Den lille Avis

Menighedsråd er på plads

Den lille Avis

Købmandsgård skal sælges

Den lille Avis

Parkeringsbåse vækker debat

Den lille Avis

Lokalhistorisk bog er på vej

Annonce