Nr. Snede/Ejstrupholm: Efter fem sæsoner i toppen af 2. division spillede Ejstrup-Hærvejens damehold sig lørdag 2. april op i 1.division ved en velfortjent sejr på udebane mod Kolding HK på 24-30.
Som oftest i denne sæson på udebane var Ejstrup-Hærvejen i overtal med tilskuere, som med tromme og klapsalver var med til at give velfortjent opbakning til Ejstrup-Hærvejens piger og skabte en stemningsfyldt kulisse i Park Hallen i Kolding.
Træner Martin Lellek udtalte før kampen, at holdet efter god træning i ugen var klar til kampen – i en periode som ellers havde været præget af mange kampe.
Og han fik ret. Ejstrup-Hærvejen lagde sig i front fra starten og holdt sig der hele kampen.
Holdet var foran det meste af 1.halvleg med to mål – 3-5 efter 10 minutter vedvarende til 25 minutter med 10-12. Et godt indhop af målvogter Tanja Eilsø, bl.a. med redning på straffekast – og et godt forsvar med en stærk contra – gjorde at Hærvejs-pigerne trak fra til pausen med 10-16 i en halvleg, hvor scoringerne var kommet bredt og jævnt fra seks spillere.
Ejstrup Hærvejen kom stærkt ind til 2.halvleg og øgede føringen efter 35 minutter til 11-19.
Det kom Kolding HK sig aldrig over – og selv med mindre reducering til slutstillingen 24-30 – var de aldrig tæt på.
Og så var der fest – med guldhatte, guldparykker, trommeslag og champagne sammen med de uundværlige trofaste tilskuere, som holdet i tale efter kampen ved Josefine Gadgaard også takkede mange gange og italesatte den store betydning det havde haft for holdet.
Trænerne Martin Lellek og Anders Meldgaard blev badet i champagne – og fik velfortjent lufttur af pigerne.
En festlig stemning som holdet tog med i bussen hjem – hvor der senere på dagen var den traditionsrige afslutningsfest ”Aktivfest” i Nørre Snede Hallen, hvor Iben Due velfortjent blev kåret som Årets Spiller.