Annonce
Digeposten

Ægteparret Skøtts livsværk forlænges: Søn overtager begravelsesforretning

Henrik Lentz Skøtt, nummer to fra venstre, overtager sammen med sin kone Janni, forrest, sine forældres begravelsesforretning i Rødekro. Carla og Peter Skøtt, bagerst, får nu mere tid til at rejse og nyde børnebørnene. Foto: André Thorup
Efter næsten 26 år som selvstændige bedemænd er det nu tid til et generationsskifte i Peter Skøtts Begravelsesforretning i Rødekro. Sønnen Henrik Lentz Skøtt overtager den 1. juni.

Sønderjylland: Som bedemand har man i teorien aldrig fri, men det afskrækker ikke 40-årige Henrik Lentz Skøtt.

Siden han var 14 år, har livsstilen som bedemand fyldt i barndomshjemmet, og nu er han parat til at overtage forældrenes livsværk Peter Skøtts Begravelsesforretning i Rødekro.

Forældrene Carla og Peter Skøtt er efter næsten 26 år i branchen klar til at give depechen videre til sønnen, og at det bliver i familien, vækker stor begejstring hos både forældre og søn og svigerdatteren Janni.

Annonce

- Det er helt perfekt. Absolut den bedste mulighed for os, for det er rart at se sit livsværk blive forlænget og blive i familien. Måske kommer der også en tredje generation, for Henriks søn Casper på 10 år har allerede bebudet, at han vil overtage forretningen, når far ikke vil længere, fortæller Carla og Peter Skøtt.

Et meningsfyldt job

Det har ligget i kortene i nogle år, at Henrik Lentz Skøtt skulle overtage begravelsesforretningen, men det var først sidste år under den første nedlukning i forbindelse med corona, at brikkerne faldt på plads for både søn og forældre.

Her var Henrik Lentz Skøtt nemlig hjemsendt fra sit arbejde som it-tekniker og hjalp til i begravelsesforretningen for at teste, om jobbet som bedemand var noget for ham.

- Da fik jeg prøvet det fuldt ud og fandt ud af, at det er bedemand, jeg vil være. Jeg vil gerne prøve noget andet, og at være bedemand er et meningsfyldt job, hvor jeg kan hjælpe folk og se den forskel, jeg kan gøre for dem. Så det var bare at vente på, at far blev klar til pension, smiler han.

Det varede ikke så længe, for allerede i forbindelse med forretningens 25 års jubilæum i sommer bebudede ægteparret, at der i 2021 ville komme en ny ejer. De ser frem til at få mere tid til børnebørnene, til sommerhuset på Rømø og til længere rejser, når det igen bliver muligt.

- Vi skal jo lægge vores liv om, for som bedemand har man jo aldrig fri. Det har da krævet en tilvænning tankemæssigt, men vi glæder os til at slippe tøjlerne og få noget mere frihed, er ægteparret Skøtt enige om.

Annonce

Dejligt med forældrenes hjælp i baghånden

Helt fri får de ikke med det samme, når kalenderen skifter til 1. juni. De har nemlig lovet at hjælpe sønnen og svigerdatteren med at komme ordentligt i gang, så de unge får en god start.

- Jeg har jo allerede prøvet det hele og er også godt klædt på, men selvom Janni og jeg har forberedt os rigtig meget, så ved vi jo ikke 100 procent, hvordan det bliver, før vi står i det. Vi vil jo også gerne gøre det godt, når vi nu overtager deres livsværk, og derfor er det dejligt at have dem i baghånden, siger Henrik Lentz Skøtt.

Hos Carla og Peter Skøtt er der dog ingen tvivl om, at sønnen kommer til at gøre det godt med hjælp fra Janni, som til daglig arbejder i Hjælpemiddelhuset og beholder sit arbejde.

- Man opdager først, hvad jobbet som bedemand indebærer, når man står i situationen, men Henrik er klar og kommer til at gøre det lige så godt som os, er Peter Skøtt sikker på.

Generationsskiftet i Peter Skøtts Begravelsesforretning markeres med en reception på Hotel Røde-Kro tirsdag den 1. juni klokken 14-17.

Familien Skøtt

Det var den 1. september 1995, at Carla og Peter Skøtt åbnede bedemandsforretningen i Rødekro. De har også haft butik i Aabenraa og Løgumkloster, men har i de seneste mange år drevet forretningen fra hjemmeadressen på Hærvejen. Rustvognene og kisterne er på et lager i Rødekro.

Peter Skøtt fik øjnene op for bedemandsfaget allerede som 17-årig, da han var i lære hos en snedker i Hellevad, men han valgte at læse videre til bygningskonstruktør og blev selvstændig i stålbranchen. Da det firma gik konkurs efter en fejlslagen opgave, valgte han at blive bedemand.

Han har altid været den, som har talt med familierne og ordnet det praktiske, mens Carla Skøtt har passet telefonen og ordnet papirerne.

Henrik Lentz Skøtt er i gang med uddannelsen til bedemand, hvor han lærer om lovgivning, etik, psykologi, skifteret og meget mere. Han mangler det sidste modul, som er blevet udskudt på grund af corona.

Janni og Henrik Lentz Skøtt har sammen tre drenge på 10 og 9 år, og familien bor i Rødekro.


Vi skal jo lægge vores liv om, for som bedemand har man jo aldrig fri. Det har da krævet en tilvænning tankemæssigt, men vi glæder os til at slippe tøjlerne og få noget mere frihed.

Ægteparret Skøtt


Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Ugeavisen Tønder

Jeg anbefaler: Håndbold, andelår og Afrikas stjerne

Annonce