Annonce
Digeposten

Christopher har succes med egen virksomhed efter stort skifte fra Tyskland til Mjolden

Christopher Rau har taget det svære spring med ny virksomhed - endda i et helt andet land. Foto: Michael Ehrhorn
Christopher Rau har en af de største datamatiker-uddannelser fra Tyskland. Nu driver han succesfuld virksomhed i Mjolden med drømme om endnu mere lokalt.
Annonce

Mjolden: I indkørslen på Randerupvej står en skurvogn og en elbil med påtrykt logo på siden. Westcoast Computer står der her, og det byder velkommen til Christopher Rau's virksomhed i Mjolden.

Fra skurvognen driver han sin egen business, der sælger IT, rådgiver omkring den kringlede elektronik og ikke mindst reparerer den, når den går i udu.

Hovedpersonen bag det hele er en særlig historie. Historien om en mand, der har en af de største datamatiker-uddannelser fra hjemlandet Tyskland, og som på bogstaveligt talt grænseoverskridende vis har valgt at prøve sig af på øverste hylde i et helt nyt land.

- I 1995 fik jeg min første computer. På det tidspunkt gik alle mine venner op i spil, men jeg gik mere op i teknikken bag computeren. Det var det, der fangede mig, fortæller Christopher Rau.

Annonce

Ikke lykkelig

Passionen for computere bragte Christopher Rau ind på en fornem uddannelse som datamatiker, og efterfølgende fik han småjobs hos en række virksomheder.

Der var dog et problem.

- Jeg var ikke lykkelig. Der skulle ske noget, og i 2007 besluttede jeg, at jeg skulle være min egen chef. Der var dog alt for mange IT-virksomheder i Tyskland, så det var et svært marked, siger Christopher Rau.

I stedet for at give op valgte iværksætteren dog et noget andet eventyr. At rykke til Danmark, til Mjolden og til en ny virkelighed med konen Nicole og deres datter Amy.

- Vi havde været på ferie på Rømø, og vi elsker Danmark. Der blev kigget her i området, da vi fortsat gerne ville være tæt på grænsen, og så var huspriserne noget lavere end i Tønder, smiler han.

Annonce

Bund til top

Selvom IT-konkurrencen var lavere i Danmark, var det ikke nogen dans på roser at starte ny virksomhed op.


I de første tre år lavede jeg bare minus, og der handler det om, at man skal blive ved med at tro på tingene.

Christopher Rau, iværksætter


Især opstarten var ifølge Christopher Rau noget af et bump at komme over.

- Det var megasvært. I de første tre år lavede jeg bare minus, og der handler det om, at man skal blive ved med at tro på tingene, fortæller han.

At give op blev dog aldrig et tema, og her ti år efter er billedet et noget andet.

- Jeg er fuldstændig udbooket. Jeg har travlt, og jeg leverer blandt andet IT-service til virksomheder. Jeg kan dog stadig sidde hjemme og lave meget, og det giver mig en kæmpe fordel, melder Christopher Rau.

Annonce

Lokale drømme

I dag har Westcoast Computer stor succes, mens man også har godt med gang i den online-butik, som Christopher Rau kører.

Næste mål er nu at få sin egen fysiske butik, og her vil iværksætteren meget gerne til Skærbæk.

Christopher Rau driver Westcoast Computer fra skurvognen i Mjolden. Han drømmer om sin egen butik. Foto: Michael Ehrhorn

Det vil han for at kunne engagere sig endnu mere i lokalområdet, som han gerne vil være en aktiv del af, mens han forhåbentlig kan hente endnu flere kunder.

- Jeg har allerede kigget på to steder, men det har været lidt for dyrt desværre. Det er en lidt usikker tid at bruge en masse penge på, for man ved aldrig med corona, men jeg vil så gerne, siger han og understreger.

- Jeg har ikke drømme om en stor butik med mere end 100 ansatte i flere lande. Jeg vil bare gerne have en god lokal forretning, hvor jeg kan være en del af samfundet.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Digeposten

Her landede støtten

Annonce