Annonce
Digeposten

Den ukomplicerede model: Mænd, øl, smørrebrød og en god snak

Omkring 30 mænd er der fast til smørrebrød og en øl eller vand, når der bliver inviteret til Herreværelset i konfirmandstuen i præstegården i Døstrup en gang om måneden i vinterperioden. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Herreværelset i Døstrup- og Mjolden Sogn er et populært initiativ. Men faktisk kræver det ikke meget mere end et stykke brød, en øl og en god snak, at stable et godt selskab på benene.
Annonce

Døstrup: - Så smutter vi. Mojn.

- Mojn. Kan du hilse derhjemme, lyder det fra sognepræst i Døstrup- og Mjolden Sogn Ian Ørtenblad, mens jakker, halstørklæder og sixpences bliver taget på ude i gangen i konfirmandstuen i Præstegården i Døstrup. Tallerkener med de efterladte citronskiver og andre rester fra smørrebrødsstykkerne, er stablet sammen ude i køkkenet.

En efter en kører bilerne ude i gårdspladsen væk. Månedens omgang af Herreværelset for mænd med tilknytning til Døstrup- og Mjolden Sogn, er overstået. Et arrangement, der på tredje år stadig er godt besøgt fra oktober til februar.

Det behøver ikke at være kompliceret, at skabe et godt arrangement. Det er kodeordet i Herreværelset: Det ukomplicerede. Det er det, der danner baggrund for fællesskabet, når mændene i Døstrup- og Moldjen Sogn en gang om måneden mødes til smørrebrød, en øl eller sodavand og så godt selskab.

- Det er meget enkelt. Mænd, øl, smørrebrød, hygge og snak. Sværere er det ikke, siger Ian Ørtenblad, der blandt fire andre i Herreværelsetrådet har taget initiativ til den månedlige sammenkomst.

- Det er meget enkelt. Mænd, øl, smørrebrød, hygge og snak. Sværere er det ikke.

Ian Ørtenblad om at arrangere Herreværelset

Annonce

Den rigtige model

De fem mænd, der står for Herreværelset, Jens Anker Clausen, Kristian Jakobsen, Broder Johansen, Jeppe Knudsen og Ian Ørtenblad, er alle enige om, at det netop er tanken om det simple koncept, der gør, at mændene har lyst til at komme igen.

- Jeg tror, at vi har ramt den rigtige model lige fra starten af. Der er fokus på det, der er vigtigt - nemlig det at være sammen og få en bid mad. Der skal ikke være foredrag eller alt mulig andet, når vi mødes. Man kan sige, at smørrebrødet gør det ud for den frokost, man alligevel skulle spise ved spisebordet derhjemme. Her er det bare med et mere festligt præg, fortæller Ian Ørtenblad, mens Jens Anker Clausen tilføjer:

- Smørrebrødet er den fysiske anledning til, at mændene kommer, men der er også et behov for at mødes. Der bliver færre og færre steder, hvor man kan det, når købmændene og skolerne lukker. Der tror jeg, at Herreværelset udfylder et behov.

Annonce

Snakken går

Selvom det ofte er kvinderne, der har ry for ikke at lade sludrechatollet stå stille når de er i samlet flok, så gør det samme sig gældende i Herreværelset, når de omkring 30 mænd mødes.

- Da jeg skulle runde af, måtte jeg slå to gange på glasset, griner Ian Ørtenblad, der altid slutter frokosten af med en vittighed:

- Gud lovede, at den perfekte kvinde var lige rundt om hjørnet... Det var derfor, han skabte jorden rund, genfortæller sognepræsten, mens de fire øvrige mænd rundt om bordet griner.

Det er noget andet med Herreværelset. Som det ligger i navnet, er det kun for mænd. Det er der en meget god og igen simpel årsag til.

- Det havde ikke været det samme med kvinder. Det er ikke fordi, der er noget galt med kvinder - overhovedet. Det havde bare ikke været det samme, siger Jens Anker Clausen.

- Jeg tror også, at mænd er mere tilbøjelige til at lukke sig selv inde. Kvinder mødes i mange forskellige forsamlinger. Derfor er det godt, at vi kan have det her, tilføjer Broder Johansen, og ser allerede nu frem til den næste komsammen i Herreværelset, som er den 11. december – med risalamande og mandelgave.

Herreværelset kører på tredje år, og det er stadig en succes. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Kristian Jakobsen (tv.) og Broder Johansen (th.) er to ud af i alt fem medlemmer i Herrerådet, som er med til at arrangere det månedlige arrangement. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
For 30 kroner kan hver herre få 3,5 smørrebrød og de øl eller vand, som han kan drikke. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Det er sognepræst i Døstrup- og Mjolden Sorg, Ian Ørtenblad, der er initiativtager til Herreværelset. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Digeposten

Åben dag med masser af aktiviteter

Digeposten

Sommerkoncerterne er på plads

Annonce