BEDSTED: De første tanker blev tænkt tilbage i 2012, og nu, ni år senere, sker det.
- Renoveringen går nu i gang. Det er kun et spørgsmål om dage, lyder meldingen fra formanden for Den selvejende institution Solgården i Bedsted, Mathias Knudsen.
Efter licitationen står det fast, at det budgetterede overslag på lige godt seks millioner kroner.
- Det er vi rigtig glade for. Inden udbuddet hørte fra mange håndværkere, at de allerede havde en hel del i ordrebogen i år. Det er glædeligt, at vores renovering alligevel kan holdes inden for det fastlagte budget, lyder det fra formanden.
Moderniseringsprojektet omfatter blandt andet, at hele facaden ud til Lundbyesvej får en ny isolering, der kommer også et nyt tag på bygningen ud mod vejen, og indgangspartiet gøres mere lyst og indbydende, så botilbuddet for alvor kommer til at leve op til sit navn og sit motto.
Solgården
Solgården i Bedsted er opdelt i tre afdelinger, henholdsvis Birkely, Solen og Skovly.
De to sidstnævnte afdelinger hører under Tønder Kommunes socialområde, og har 32 boliger til rådighed for personer med psykiske sygdomme og misbrugsdemens.
Derudover er der 11 plejecenterboliger i Birkely for ældre.
Solgården har siden sin indvielse den 21. november 1960 været hjem for mange ældre borgere, men i 2012 gik institutionen officielt fra udelukkende at være et plejehjem til også at blive et socialt botilbud for kommunens udsatte.
Solgården er arbejdsplads for cirka 70 medarbejdere
Arbejdet er opdelt i seks fagentrepriser, og Mathias Knudsen glæder sig over, at det primært er lokale håndværkere, der kom med de bedste tilbud. Opgaverne er overdraget til følgende:
Tømrerentreprisen: Drøhse Tømrer og Snedker Aps, Løgumkloster
Murerentreprisen : Sørensen Byg, Øster Højst
Jord og belægningsentreprisen: Kjelkvist Tønder
VVS entreprisen: Jürgensen VVS Aps, Tønder
El entreprisen: Abild El- forretning, Tønder
Malerentreprisen: Niels A. Nielsen, Aabenraa
Totalrådgiver på opgaven er Arkkon-arkitekter Tønder.
Da renoveringen blev bragt på banen tilbage i 2012 var det målet, at projektet skulle stå færdigt i november 2020. Her skulle Solgården under normale omstændigheder havde fejret sit 60-års jubilæum.
To fester
Men det kneb på et tidspunkt med at få finansiering på plads. Sidste efterår gik Tønder Kommune ind og bevilget de sidste 2,8 millioner kroner, og dermed kan håndværkerne komme i gang.
Indtil sommerferien gælder det bygningsrenoveringerne, og efterfølgende bliver parkeringspladsen foran hovedbygningen omlagt.
Mathias Knudsen, formand for Den selvejende institution Solgården, BedstedInden udbuddet hørte fra mange håndværkere, at de allerede havde en hel del i ordrebogen i år. Det er glædeligt, at vores renovering alligevel kan holdes inden for det fastlagte budget.
Den forestående renoveringen vil give nogle gener både for naboer, beboere, personale og besøgende. Hovedindgangen vil på et tidspunkt midlertidigt blive flyttet om til indgangen ved Dagscentret. Ligeledes vil enkelte beboere på et tidspunkt også skulle flytte ud af deres lejligheder nogle dage og genhuses andre steder. Formanden håber og tror på forståelse.
- Da renoveringen efterhånden er meget tiltrængt, vil langt de fleste forhåbentlig tage udfordringerne med et smil og glæde sig til det færdige resultat, siger han.
Mathias Knudsen ser frem til, at hele projektet er afsluttet i løbet af efteråret. Så bliver der grund til at fejre to fester på én gang. Dels en forhåbentlig veloverstået renovering, og dels institutionens 60 års jubilæum. Sidstnævnte var planlagt til sidste efterår, men blev corona-betinget udsat til bedre tider.