Annonce
Digeposten

En glødende passion for musik er blevet til en EP

Jeppe Jessen Jürgensen alias JappeJJ er aktuel med en ny EP. Årets anden for musikeren fra Tønder. Foto: Niklas Majgaard
Der er fuld gang i musikstudiet hos Jeppe Jessen Jürgensen alias JappeJJ i Tønder. Den 23-årige musiker har netop sendt en dugfrisk EP på gaden.
Annonce

TØNDER: Jeppe Jessen Jürgensen alias JappeJJ har brugt en del timer i musikstudiet i de seneste måneder - og det er der kommet en ny EP ud af. Den nye EP har titlen "Embers", og er faktisk Jeppes anden i år.

Det nye udspil handler først og fremmest om at skabe musik, som har en dyb mening - og nok så vigtigt, at det lægger op til fortolkning. Det har været Jeppes indgangsvinkel til hele den fem numre lange EP.

- Jeg ynder at lave tekster, som åbner for en fortolkning. Jeg kan godt lide, at alt ikke er givet - man skal som lytter ud at danne sin egen mening, forklarer han.

Samtidigt er der mere sang på Embers, end der har været på Jeppes hidtidige udgivelser:

- Det er også nyt, at jeg har mere sang med. Jeg udgav mit første nummer, hvor jeg synger, da jeg lavede min forrige EP. Der er endnu mere på Embers, og det er blandt andet blevet til i et godt samarbejde med en anden lokal artist, nemlig Karlo. Det samarbejde har givet rigtig meget, forklarer han.


Det er altid lidt angstprovokerende at sende en EP ud, for man låser jo ligesom teksten og skal sige, at nu er det godt nok. Det kræver meget, for så står man bagefter og skal til at finde ud af, hvad det næste projekt skal være.

Jeppe Jessen Jürgensen alias JappeJJ


Annonce

Angstprovokerende at låse teksten

At producere musik er en løbende udvikling, og derfor er det heller ikke altid nemt at kalde et færdigt nummer færdigt. Der kan altid lige gøres en smule mere, konstaterer Jeppe, der igen denne gang har ventet spændt på reaktionerne.

- Det er altid lidt angstprovokerende at sende en EP ud, for man låser jo ligesom teksten og skal sige, at nu er det godt nok. Det kræver meget, for så står man bagefter og skal til at finde ud af, hvad det næste projekt skal være. Jeg tror, det er lidt den samme fornemmelse som at sende sit første barn i skole den første dag. Den der følelse af at give slip - eller i hvert fald lidt slip, funderer han med et smil.

Tomrummet og det at løbe ind i en skriveblokade er blevet til et helt nummer på den nye EP. Det hedder Creative, og er det nummer, Jeppe selv fremhæver som det, der har størst personlig betydning:

- Creative betyder meget for mig. Det handler om at løbe mod muren, når du taber dit flow og mister kreativiteten. Det, der havde farver, bliver gråt - og så skal man kæmpe sig ud af skriveblokaden for at komme videre. Det er en sang, jeg vil mene rigtig mange kan relatere til, både i og udenfor den her branche, konstaterer han.

Jeppe lægger vægt på ikke at hænge fast i kun én genre: - Det er lidt sjovt, for jeg har aldrig holdt mig til en enkelt genre. Jeg vil helst ikke hænge fast i en niche, så jeg blandt det hele. Jeg har lavet alt fra metal til elektroniske genrer som dubstep og til alternativ pop. Det er fedt at udfordre sig selv med noget nyt, forklarer han. Foto: Niklas Majgaard

At Jeppe Jessen Jürgensen netop har satset på en EP, altså en lille udgivelse med omkring fem numre, og ikke et helt album, har sin helt egen forklaring:

- Man kan sige, at en single er fed, hvis du har den ene helt gode sang. Men det er svært at vælge én sang. Der kan jeg godt lide at lave en EP, for du er ikke låst fast til ét univers over et helt album, men du har stadig pladsen til at udfolde dig, forklarer han.

Du kan lytte til JappeJJ's Embers på alle de store streamingtjenester, hvor den nye EP netop har haft premiere.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Digeposten

Diamantbryllup

Annonce
Forsiden netop nu
Digeposten

Nyt menighedsråd på plads

Annonce