Annonce
Digeposten

Godt tilbud: Giv os jeres lorteposer

Carsten Oldenburg Jensen fik den fikse idé med klistermærkerne "det er ok", da han gik en tur med hunden Molly. Foto: Cecilie Spottog Petersen
I Skærbæk skal det være slut med at smide posen med hundens efterladenskaber i naboens hæk eller i grøften. Nu kan et klistermærke give tilladelse til at smide poserne i husejeres skraldespande.
Annonce

Skærbæk: Kender du som hundeejer det, at du næsten lige er trådt ud af døren for at lufte hunden, da den sætter sig i skrædderstilling, og du resten af turen skal gå rundt med en varm pose? Eller at du som borger - med heller uden hund - støder på de sorte poser med efterladenskaber smidt ind i hækken, i grøften eller endda på din egen grund?

Det skal nu være problemer, der hører fortiden til i Skærbæk. I hvert fald hvis det står til Carsten Oldenburg Jensen. Han har nemlig indkøbt 500 klistermærker med teksten "det er ok". Det henviser til, at hvis du ser et af disse grønne klistermærker på en grundejers skraldespand, så har man dermed givet tilladelse til, at smide posen med hundens efterladenskaber i skraldespanden.

- Ideen kom egentlig af, at jeg selv som hundeejer godt kender til fristelsen af smide posen i naboens hæk eller i grøften, i stedet for at skulle gå med den de næste fire kilometer. For man kan føle sig lidt som en tyv, når man smider posen i en andens skraldespand, siger Carsten Oldenburg Jensen.

Køb et klistermærke

Har du lyst til at købe et klistermærke til at sætte på din skraldespand, kan du gøre det ved at sende en mobilepay-overførelse med teksten "det er ok" og dit navn. Derefter skriver du adressen, det skal leveres til, samt hvor mange mærker man ønsker. Mærket koster 10 kroner samt 10 kroner for levering.

Annonce

God respons

Ideen har fået gode tilbagemeldinger på facebook, hvor Carsten Oldenburg Jensen, har annonceret, at man via mobilepay kan købe et af klistermærkerne og sætte det på sin skraldespand. På den måde er det både en fordel for hundeejerne, som ikke skal gå grund med posterne, og samtidig en fordel for grundejerne, som slipper for de grimme poser i haven eller hækken.

- Folk er trætte af, at have lort i deres haver, så jeg håber på, at det er en måde, hvor vi kan hjælpe hinanden, siger Carsten Oldenburg Jensen.

Ud af de 500 klistermærker, er der indtil videre solgt omkring 100. Det er dog ikke noget Carsten Oldenburg Jensen vil lave en forretning ud af. Det er ikke idéen med det.

- Jeg er forsikringssælger. Jeg skal ikke leve af at sælge klistermærker. Men jeg håber på, at det projekt får medvind, så vi er flere der kan gå sammen om det og hjælpe hinanden og får bredt budskabet ud, siger han.

Kommer der et overskud fra klistermærkerne, skal det gå til renholdelse af byen. Her er tanken at få købt hundeposer, som man kan bruge, og redskaber til at samle efterladenskaberne fra sin hund op med.

Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Digeposten

Sommerkoncerterne er på plads

Annonce