RØMØ: Da Hotel Færgegården i 2007 blev revet ned, sikrede ejeren, Orla Findahl, at den historiske hoveddør fra 1870'erne blev bevaret. Siden blev døren placeret på Rømø lokalmuseum med krav om, at den en dag igen skulle pryde en bygning på vadehavsøen.
Nu har døren fundet vej til Danhostel Rømø Vandrehjem, hvor den forrige uge blev sat ind i hovedbygningens ene fløj ind mod gårdspladsen.
- Jeg synes, det er sjovt - og det synes min kone (Rikke Hobolt, red.) også. Og det er næsten det vigtigste, smågriner Niels Hobolt, der overtog vandrehjemmet for et par år siden. Nu er parret ved at finde fodfæste på øen og i vandrehjemmet.
Håndtag forsvundet
Døren er naturligvis ikke upåvirket af de mange år på bagen. Det oprindelige låsesystem er udskiftet, og det ene messinghåndtag er forsvundet. Desuden er de andet håndtag og låsen rustet fast, fortæller Niels Hobolt, der har måttet banke et større hul til den nye, gamle dør, da den tidligere dør var en halv meters penge smallere.
Niels Hobolt, ejer af Danhostel Rømø VandrehjemJeg synes, det er sjovt - og det synes min kone også. Og det er næsten det vigtigste.
For nogle uger siden satte lokale og dygtige håndværkere døren på plads. Nu er det meningen, at døren skal males i sine oprindelige, og dengang tidstypiske farve, mørkegrøn.
- Vi har fundet nogle historiske optegnelser, som viser farven, der var typisk på Rømø dengang, fortæller Niels Hobolt.
Færgegården
Niels Hobolt er glad for den historiske dør, der sandsynligvis er fra dengang Færgegården blev opført i 1870'erne. Færgegården blev opført omkring 1870. I perioden 1920-1965 er Færgegården rekreationshjem ejet af Nordslesvigsk kvindeforening. I 1974 overtog Asger Juul Lindinger bygningen, som blev omdannet til hotel, som han ejede frem til 1983. Under skiftende ejere blev bygningen drevet som hotel indtil 2006. Året efter blev Færgegården så revet ned.
Nu pryder døren så vandrehjemmet ikke langt fra det sted, hvor Færgegården lå frem til sin nedrivning.
- Vi synes, at det er godt, at døren nu "udstilles" så vi og gæsterne på vandrehjemmet kan se den bevaret. Det giver en vis herlighedsværdi, siger Niels Hobolt og tilføjer, at døren passer glimrende ind i stilen på vandrehjemmet.
Projekter er støttet af Fonden til bevarelse af Gamle Rømø Huse med 10.000 kroner. De resterende udgifter dækkes af vandrehjemmet.