Rømø: Når det nu ikke er muligt at samles til et fysisk borgermøde og fortælle om arbejdet med Rømø Udviklingsplan, så har parterne bag planen besluttet at afholde et virtuelt møde i stedet for.
Det sker tirsdag den 2. marts klokken 19.
På det online møde vil parterne bag fortælle om status for udviklingsplanen.
Nogle af de emner, der tages op, er de konkrete initiativer, som er i fuldt sving, for eksempel den kommende trafikplan for Rømø, undersøgelsen af muligheder for videreudvikling af området ved Lakolk butikscenter med placering af et moderne badehotel, samt forskønnelsen af ankomsten til Rømø.
Historie og turisme
Rømø Udviklingsplan er en mål for at udvikle øen med udgangspunkt i stedets historie, kulturmiljøer, landskab, natur, indbyggere, turisme og erhverv.
Bæredygtig helårsturisme er vækstmotoren, der skal drive udviklingen på Rømø. Med fokus på bæredygtig helårsturisme skal der skabes vækst i turismen hele året, og der skal skabes flere arbejdspladser - ikke kun i turismen - samt øget bosætning.
Ønsker du at deltage i mødet, kan du tilmelde dig ved at sende en mail til kahj4@toender.dk. Ellers kan man på dagen finde et mødelink på Tønder Kommunes hjemmeside toender.dk, hvorfra man bliver ledt direkte til mødet.