Annonce
Digeposten

Løgumkloster vil løfte i flok

Løgumkloster sætter gang i sit eget BID-projekt, der skal give et løft til byen. Lokal tovholder er Britta Larsen. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Onsdag den 25. marts inviteres alle i Løgumkloster til opstartsmøde i et nyt projekt, der skal løfte byen.
Annonce

Løgumkloster: Onsdag den 25. marts skydes et nyt projekt i gang i Løgumkloster. Projektet er et såkaldt BID-projekt, som skal samle frivillige kræfter for at sætte initiativer i gang i byen.

- Det lyder så formelt, når man kalder det et BID-projekt. Jeg kalder det slet og ret for borgerinddragelse, og pointen er, at vi bliver nødt til at løfte i flok. Vi skal have samlet alt, hvad der kan kravle og gå af forretningsdrivende, institutioner, idrætsforeninger, skoler, Hr. Jensen og Fru Hansen. Alle skal være med, for at vi kan få løftet byen, konstaterer Britta Larsen, der har taget arbejdet med at tovholde projektet på sine skuldre.

Hvis vi vil have noget, så må vi kæmpe for det, og den kamp bliver vi nødt til at tage i fællesskab.

Britta Larsen, lokal tovholder på BID-projektet i Løgumkloster

Annonce

Løst oplæg

Det første møde holdes som sagt onsdag den 25. marts, og det foregår i Klosterhallerne. Formålet med mødet er selvfølgelig at sparke projektet i gang, men der venter ikke deltagerne i mødet en lang og stram dagsorden. Og det er et helt bevidst valg.

- Det gælder om at få folk til at tage ejerskab af deres egen by. Hvis vi skal overleve, skal vi hjælpe hinanden. Så lavpraktisk kan det siges. Så det første møde skal slet og ret afklare, hvilke tanker og idéer folk har, og hvad det er, folk vil, forklarer Britta Larsen, og fortsætter:

- Det nytter ikke bare at sige, at man synes, Storegade er kedelig, eller at man undrer sig over, hvorfor der ikke er flere cykelstier. Hvis vi vil have noget, må vi kæmpe for det, og den kamp bliver vi nødt til at tage i fællesskab.

Annonce

Ingen formel bestyrelse

En af fordelene ved BID-projektet, eller borgerinddragelsen, er, at det er et mere uformel forum, hvor man kan møde op og byde ind med idéer og løsninger, uden at man risikerer at havne i en forpligtende bestyrelse eller arbejdsgruppe.

- Der er mange, der allerede gør et kæmpe stykke arbejde i og for byen. Det skal vi arbejde videre med, men hvis vi kan få lokket endnu flere til at bidrage, kan vi udrette meget mere - og måske også andre ting, der ikke er blevet tænkt på før. Derfor er det vigtigt, at vi får signaleret, at der her - det er for alle. Det er ikke kun for dem, der normalt ville gå til møder. Det er langt mere uformelt, og vi vil bare gerne have, at folk er med til at udvikle nye tiltag og idéer, fortsætter Britta Larsen.

BID-mødet finder sted onsdag den 25. marts klokken 18 i Klosterhallerne, og der vil blive serveret aftensmad. Af den grund er det nødvendigt at tilmelde sig. Det kan man gøre på mail til brittalarsenlgkl@gmail.com senest den 18. marts.

BID-projekt

BID betyder Business Improvement Districts.

BID er en samarbejdsmodel, der skal styrke byliv og handelsliv.

Deltagerne i BID-møder er de folk, der har interesse i området, og alle løfter i flok og bidrager med netværk, viden og tid.

Tønder by er allerede godt i gang med et BID-projekt, der har fokus på midtbyen. Nu sætter Løgumkloster gang i sit eget BID-projekt, og planen er, at der er 10 BID-møder. Første møde er onsdag den 25. marts klokken 18 i Klosterhallerne.

Britta Larsen håber, at mange har lyst til at komme med indspark og idéer, der kan give Løgumkloster et skub i den rigtige retning. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Løgumkloster skal blomstre meget mere. Det skal et nyt projekt hjælpe til med. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Digeposten

Sommerkoncerterne er på plads

Digeposten

Per giver en hånd med lokalt

Annonce