LØGUMKLOSTER: I 2019 fik Lions i Løgumkloster, igen, fristes man til at sige, et flot overskud på dets julelotteri, nemlig over 42.000 kroner. Og nu er Lions igen på banen med årets julelotteri.
Lions Løgumkloster fordeler pengene fra lotteriet primært til lokale, velgørende formål.
Gennem årene har Lions støttet med julekurve til vanskeligt stillede familier, ungdomsudveksling, plejecentrene Lindevang og Solgården, Julemærkehjemmet, Lions Quest (Forebyggelse af mobning, stofmisbrug med videre i skoler), Klosterparken og betalt sommerhusophold for familier og andre med særligt behov for hjælp.
Selv om de indsamlede midler især bruges lokalt, så er Lions Løgumkloster også med på den internationale scene, når det kræves rundt omkring i verden – for eksempel ved naturkatastrofer.