BREDEBRO: Hvordan får man en hel bys opmærksomhed over på den lokale udviklingsplan? Spørger man formanden for Bredebro Lokalråd, Maibrit Carl, så gælder det om at gå aktivistisk til værks.
Derfor vil der være flere ændringer i bybilledet i Bredebro. Første skridt er de fire bannere, der hænges op i byen. For i den kommende tid skal der arbejdes på at lave en lokaludviklingsplan. Her er det lokalrådets håb at få så mange inputs fra byens borgere som muligt.
- Det, der er vigtigt, er, at det ikke er lokalrådets udviklingsplan, men borgernes udviklingsplan. Vi vil gerne have borgerne på banen. Hvad kunne de godt tænke sig, hvad ønsker de for Bredebro, hvad har de af drømmer for fremtiden, siger Maibrit Carl.
Udover bannerne vil der også blive sat byrumsmøbler op, og i det næste nummer af det lokale blad Bindeledet, vil alle byens borgere kunne læse mere om projektet. Her opfordres de også til at komme med inputs gennem tekst og foto.
- Det er rigtig vigtigt, at vi får skabt noget synlighed, så vi får skubbet lidt til borgerne så de tænker: "Hvad har de gang i, hvad gør de nu?", siger formanden om de mange initiativer.
Hvad beder de borgerne om?
Bredebro lokalråd opfordrer byens borgere til at dele deres tanker om Bredebro, både hvad der kendetegner byen i dag, og hvordan den skal se ud i fremtiden.
Derudover opfordres der også til at indsende de bedste billeder fra byen, hvad enten det er en aktivitet, sted eller noget helt tredje.
Billeder og ideer kan sende til Bredebro Lokalråd, deles på lokalrådets facebookside eller afleveres i en postkasse hos Spar eller Centrum Blomster.
Intet er for stort eller småt
Byen har fået 50.000 kroner til at udvikle lokalplanen, hvor de får hjælp fra en konsulent fra kommunen samt Jes Vagnby Arkitekter – Demokracity.
Til slut i forløbet skal de forskellige idéer og tanker samles på et borgermøde, hvor der skal vedtages en fælles identitet og grundfortælling om byen.
Maibrit CarlDer skal ingen tvivl være i, at vi har en god by, men den kan da bestemt blive endnu bedre. Det kan man kun gøre ved, at vi arbejder sammen.
- Der skal ingen tvivl være i, at vi har en god by, men den kan da bestemt blive endnu bedre. Det kan man kun gøre ved, at vi arbejder sammen. Des bedre vi er til at samarbejde, des flere muligheder har vi, siger formanden for lokalrådet.
Maibrit Carl understreger, at alle idéer - små som store - er velkomne.
- Der er intet der er for stort eller småt, man kan snakke frit for leveren. Der er ikke nogen drømme, der er forkerte, men fordi man har en drøm om en specifik ting, er det ikke sikkert det bliver lige det. Men så bliver det måske noget andet, siger hun.
Coronasituationen har besværliggjort arbejdet med den lokale udviklingsplan, og derfor er det endnu uvist, hvornår planen forventes færdigt.