TØNDER/TOFTLUND: Med base i Toftlund går en gruppe venner i øjeblikket og er spændte på, hvad den nye crowdfunding vil kunne tilføre. Vennegruppen på otte har alle rødder i Toftlund, men bor i dag over hele landet.
Men forbindelserne til hjemstavnen er varme, og det blev også fundamentet for det nye firma Vadehavs Spirits. Det er en idé, som nu skal stå sin prøve på destilleriet og på den nye crowdfundingplatform, som Tønder Erhvervsråd er i gang med at etablere.
Da platformen kom Allan Skjøth for øre, slog han hurtigt til, og derfor er det første produkt fra vennegruppen - den nye gin, Vadehavsgin, nu på vej ind på platformen.
- Jeg blev først opmærksom på tiltaget i forbindelse med mit virke i byrådet, og jeg tænkte straks, at vores visioner passede meget godt ind i platformen. Lokalproducerede fødevarer er jo i forvejen et vigtigt tema for den nye crowdfundingplatform, forklarer Allan Skjøth.
Herreweekend blev til forretning
Holdet bag Vadehavs Spirits har sit ophav i Toftlund, hvor gruppen på otte siden 1984 har haft fast tradition for at mødes til en forlænget weekend, der altid byder på gin og akvavit af høj kvalitet. Tilknytningen til Vadehavet har de alle, og det blev udgangspunktet for firmaets produktion - der skal bruges lokale råvarer, og historien om Vadehavet skal i glasset.
- Det er helt sikkert tilknytningen til området, der satte os i gang. Vi er jo lidt en drengerøvsklub som godt kan lide en god gin eller snaps, og det formede ligesom en idé, vi ikke kunne lade ligge. Vi har en lidt alternativ tilgang til platformen, for vi er her mere for at bakke op om initiativet snarere end at den økonomiske støtte er det, som vores projekt står og falder ved. Vi vil gerne reklamere for tiltaget og inspirere andre til at kaste sig ud i et projekt, forklarer han.
Allan SkjøthDet er helt sikkert tilknytningen til området, der satte os i gang. Vi er jo lidt en drengerøvsklub som godt kan lide en god gin eller snaps
Hos Vadehavs Spirits er arbejdet i øvrigt i fuld gang. De snart nyslåede gin-producenter har destilleriapparatet i gang hos Destilleriet Als - og arbejdet med det næste produkt i rækken er også i gang.
Vil inspirere
Men målet er altid det samme: Det skal være sjovt, slår Allan Skjøth fast:
- Ambitionen er helt sikkert at have det sjovt. Kan vi så også levere en gin, som folk kan lide, så er det endnu bedre - og det ville da heller ikke gøre noget, hvis det hele gik godt, siger Allan Skjøth, som håber, at den nye Vadehavsgin kan være et skridt på vejen til at hjælpe de lokale iværksætterspirer:
- Vi håber, at vi kan sætte en god sneboldeffekt i gang ved at være med i crowdfundingen. Det er en ny tilgang her i kommunen. Mange har den tilgang, at man skal klare det hele selv, men den her model inspirerer til at vi skal stå sammen om projekterne - og virkede crowdfunding ikke, så var det nok længe væk igen.