Annonce
Digeposten

Ole Caspersen fik igen i år alle til at grine

Traditionen tro opførte Ole Caspersen sine Mærken-monologer, hvor han tog fat i landsdækkende og helt nære eskapader, der er sket i årets løb. En af dem, der ikke kunne gå fri, var regionspolitikeren for SF, Villy Søvndal, der selv stod for en del af underholdningen til åbningen af Kloster Mærken. Af spasmageren fik Søvndal et hønsenet, som han skulle tage med tilbage til statsminister Mette Frederiksen, med ordene "tear down this hegn". Det var en klar henvisning til svinehegnet. Derudover kunne han også tage de lokale ulve med sig, sagde Ole Caspersen. Foto: Hans Chr. Gabelgaard
I weekenden festede Løgumkloster til Kloster Mærken. Gæsterne fik både oplevet sjove Mærken-monologer, kæmpe kræmmermarked, masser af fest og det kæmpe fyrværkeri, der sluttede alle festlighederne af.
Annonce

Løgumkloster: - Vi kan kun være godt tilfreds med hele Kloster Mærken. Der har været masser af mennesker i gaderne hele marked igennem, sagde formanden for hele arrangementet, Henning Christiansen, efter at byfesten havde lukket og slukket for i år.

Og mange mennesker og fest i gaderne opsummerer meget præcist årets store fest i Løgumkloster og omegn.

I løbet af de fire Kloster Mærken-dage, blev byfestens gæster mødt med sjove Mærken-monologer af den lokale spasmagerkonge, Ole Caspersen.

Torsdag aften blev både nationale og lokale eskapader vendt. Caspersen gav blandt andet den opfordring, at hvis man ønsker at angribe det kommunale anlægsbudget, skal man lade være med at gøre som idioten, der bombede hul i Skattestyrelsen nogle dage forinden. Et hul i rensningsanlægget er ikke så godt, som han sagde, mens teltet skraldgrinede.

Samme aften var regionspolitiker for SF, Villy Søvndal, at finde i teltet. Han var inviteret til at tale lidt om de sjove episoder, han har oplevet i sit lange politiske liv. Højdepunktet for mange var dog nok, da Søvndal sammen med kammeraten Jens Hjort-Petersen hev guitaren frem og underholdt med forskellige gamle viser. Blandt andet spillede de Benny Andersens "Go' nu nat og gå lige hjem" til stor glæde for publikum, som sang med.

Til et stort marked hører selvfølgelig også karruseller. Og det var der at finde både på Slotsengen ved det store kræmmermarked og på Markedspladsen. Foto: Jacob Schultz
Annonce

Masser af gøgl

Som der selvfølgelig skal være til Kloster Mærken, var der også masser af gøgl og tivoli i Løgumklosters gader. Søndag var der gøgleroptog og forestillinger på Markedspladsen hele dagen.

Netop i anledning af de altid mange gøglere på Kloster Mærken uddeltes gøglerpræsten Anders Bork Hansens mindelegat for 25. år. Legatet gik til to fra Danmarks Tivolibranche, Andreas Anker Olsen og Casper Kjær. Lokalt gik legatet til Øster Højst KFUM Spejdere. De tre vindere fik hver 5000 kroner.

Lørdag og søndag var alle kræmmerne klar på Slotsengen, mens musikken spillede fra flere forskellige telte i løbet af alle dagene og langt ud på aftenen.

Alle festlighederne blev sluttet af med et brag - eller flere: Et stort fyrværkeri blev skudt af søndag aften og kunne opleves langt ude over bygrænsen.

Dermed slut for denne omgang af Kloster Mærken.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce