Egtved: Det startede som hobby, blev senere til en fødevaregodkendelse og salg fra hjemmeside og Facebook. Nu er det også blevet til en butik i Egtved. Nærmere betegnet i Egtved Centret.
Og hvad der så sælges i butikken? Jo, det er skam bolsjer, i massevis og i et hav af varianter.
Bag skranken og alle de søde sager, står Christina Nebel.
Hun er vild med at lave og udvikle smagsvarianter af disse knasende godterstykker, og lige siden hun i 2019 begyndte at sælge sine bolsjer under navnet “Stines Bolsjer”, har det været en succes.
I butikken, der er beliggende lige overfor Butik Baggården i Egtved Centret kan man også hente de varer, som man eventuelt har bestilt online, men kan kan også snuse rundt og lade sig friste.
- Jeg håber, at rigtigt mange får lyst til at kigge forbi min nye butik, og i det hele taget kunne det være godt med flere mennesker i Egtved Centret, for vi der er her, har faktisk meget godt at byde på, lyder det fra Christina Nebel, der forresten også sælger “Egtved Stykker” med smag af blandt andet æbler og lakrids.