Egtved: En østjysk mekaniker har lavet sin trailer om til en kane, spændt den for Lupoen og viklet bil og kane ind i tre kilometer ledning og 5000 LED-lys. Torsdag eftermiddag triller Michael Klessner ind på Aftensang, hvor han holder to steder, før han tager en tur forbi byens ældste borgere.
Selvom coronaepedimien hænger faretruende over os i denne normalt søde juletid og har medført en delvis nedlukning af Vejle Kommune, så har Egtveds butiksudvalg besluttet at fastholde det julefestlige indslag, de har planlagt for torsdag den 17. december fra klokken 16 til cirka 17.00, hvor de har inviteret automekanikeren fra Ryomgård til at køre en tur gennem Egtved.
- Han vil bare ud og sprede glæde i en svær tid - og er der noget, vi trænger til, så er det lige netop det, siger Hanne Karina Danielsen, indehaver af Carina og Conrad, som har taget initiativet til dette juleindslag, efter hun så et indslag i Go' Morgen Danmark om den østjyske julehyggespreder i Julelupoen.
Efter regeringen besluttede, at Vejle Kommune også lukker delvist ned, drøftede butiksudvalget i Egtved Handelsforening, om de skulle aflyse Julelupoen. De besluttede sig for at gennemføre.
- Selvom meget lukker ned, så skal vi stadig huske, at det er jul. Vi trænger til noget at smile af - og det kan vi af sådan en bil, siger Hanne Karina Danielsen og tilføjer:
- Og så foregår det hele udendørs - og vi gør, hvad vi kan for at gøre det coronasikkert.
Coronavagter på plads
Juleglædespreder Michael Klessner ankommer til Aftensang klokken 16.00. Her holder han på butikstorvet foran Carina og Conrad i en halvtimes tid, hvorefter kører han op ad Aftensang og holder en halv time ud for Senge-Universet.
I kanen sidder en kunstig nisse med en sæk. Her kan børn i alderen 0 til 12 år - en efter en og med god afstand - aflevere en ønskeseddel. Der vil blive trukket lod om tre gavekort til SuperBrugsens legetøjsafdeling.
Hanne Karina Danielsen, butiksindehaver, Carina og ConradSelvom meget lukker ned, så skal vi stadig huske, at det er jul. Vi trænger til noget at smile af - og det kan vi af sådan en bil.
Butiksudvalget sørger for, at der er vagter i gule veste, som sørger for coronasikkerheden. Men de folk, der måtte have lyst til at komme og se julebilen, opfordres til også selv at tage ansvar for, at coronareglerne bliver overholdt.
- Vi passer på, at folk ikke klumper for mange sammen om bilen, når den holder stille. Men vil man bare ud og se bilen, så er Aftensang jo lang, så man kan stå langs vejen og se bilen, siger Hanne Karina Danielsen.
Juleglæde til plejehjemmet
Tøjbutiksindehaveren har aftalt med Plejecenter Hejlskov, at julelupoen tager en tur forbi plejecenteret mellem klokken 17.15 og 17.45, så byens ældste borgere også får del i den juleglæde, som mekanikeren fra Ryomgård kører rundt i hele landet og spreder.
- Det var den bedste ide, de længe havde hørt om, fortæller Hanne Karina Danielsen.
Det har taget Michael Klessner fire dage at ombygge traileren til kane og pynte både bil og kane med de mange kilometer lyskæde - og han fik hjælp af fem venner. Automekanikeren skal kun have benzinen betalt. Han gør det kun for at sprede glæde i en mørk tid.