Egtved: Aflysninger og udsættelser har der været stribevis af de sidste mange måneder på grund af forsamlingsforbud og restriktioner. Men nu må man samles igen. Og det virkede folk i dén grad til at nyde i Egtved lørdag, hvor der for syvende gang blev holdt Egtvedpigens Dag.
I februar var det 100 år siden, Egtvedpigen blev fuldet i en høj ved Egtved Holt. Det skulle egentlig have været fejret i foråret, men som så meget andet måtte det udsættes på ubestemt tid. Egtvedpigens Dag var derfor en rigtig fin anledning til at fejre jubilæumsåret for bronzealderpigen.
Samtidig kunne Egtved Museumsforening officielt åbne en ny særudstilling om Egtvedpigen og bronzealderen.
Mange glade mennesker
Fem glade Egtved-piger gjorde også deres for at være med til at sætte lidt kolorit på dagen med deres udgave af en Egtvedpige-dans, som frembragte mange smil fra de mange tilskuere, som klappede i takt til musikken og dansen.
Herefter åbnede de mange boder, og folk gik rundt og hyggede sig. Selvom det ikke blev helt den sommerdag, man måske kunne have ønsket, idet der blæste en rimelig kold vind, og det ind imellem småregnede lidt, slog det hverken humøret eller besøgstallet ned.
- Jeg ved faktisk ikke, hvor mange der har været forbi, men der har været mange. Folk har virkelig trængt til at komme ud og være sammen på den her måde, kan man mærke, lød en hurtig kommentar fra en af medarrangørerne Calle Thomsen, da dagen begyndte at lakke mod enden.
En slags indikator kunne man dog få i pølseboden.
- Vi havde købt 500 pølsebakker, men de slog ikke til. Slet ikke. Så vi har været nødt til at improvisere lidt, kunne Karen Schmidt, der ligeledes er en af de bærende kræfter bag dagen, fortælle.
- Jeg tror, der i hvert fald har været 600-700 mennesker forbi i dag. Det er så fantastisk, fortalte hun, inden hun susede videre for at klare nogle af de mange gøremål, der var den dag.
Jo, det virkede i dén grad, som om folk i Egtved og omegn havde savnet at være sammen og være en del af et smilende fællesskab. Og det var de lørdag.