Annonce
Egtved Posten

DGI henter ny administrerende direktør i Skatteministeriet

Jens Otto Størup tiltræder 1. juli og afløser dermed Troels Rasmussen, der har været konstitueret i stillingen siden december 2019, hvor Søren Brixen fratrådte som administrerende direktør i DGI. PR Foto
Jens Otto Størup rykker 1. juli fra direktørstillingen i Motorstyrelsen til at blive administrerende direktør i DGI i Vingsted, der tæller over 6.400 idrætsforeninger med 1,7 millioner medlemmer.
Annonce

Vingsted: Det er en af de helt tunge poster i dansk idræt, som til sommer får en ny administrerende direktør med solide ledelseserfaringer i at få lokale, regionale og nationale perspektiver til at spille sammen.

52-årige Jens Otto Størup tiltræder 1. juli som administrerende direktør i DGI, der har landskontor i Vingsted ved Vejle. DGI’s tæt på 650 medarbejdere arbejder med det klare mål at gøre flere danskere aktive, helst i en idrætsforening. Og historisk mange danskere er medlem af en idrætsforening. Det viser de medlemstal for 2019, som DGI netop har offentliggjort. - Jeg er stolt over, at Jens Otto Størup har valgt DGI til. Han er den helt rigtige til at stå i spidsen for et endnu tættere samarbejde mellem DGI’s landskontor og vores 14 landsdelsforeninger med det formål at styrke idrættens og foreningslivets rolle i samfundet. Samtidig har Jens Otto Størup gedigen ledelseserfaring fra flere organisationer, hvor lokale, regionale og nationale perspektiver på potentialer og udfordringer skal spille sammen. Jeg er sikker på, at hans erfaringer vil vise sig værdifulde i idrættens verden, siger DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen i en pressemeddelelse.

Jens Otto Størup

Jens Otto Størup kommer fra en stilling som direktør i Motorstyrelsen under Skatteministeriet. Motorstyrelsen var en af de syv styrelser, der i 2018 erstattede SKAT. Hovedsædet blev placeret i Aalborg, og Jens Otto Størup har stået i spidsen for opbygningen af styrelsen, fra han som første mand mødte ind på kontoret, til Motorstyrelsen i dag beskæftiger omkring 375 medarbejdere.

Fra 2011-2017 var Jens Otto Størup administrerende direktør i Nordjyllands Trafikselskab. Her dukkede ham også hyppigt op i både politiske og mediemæssige sammenhænge, da han i 2006-2011 var administrerende direktør Faktai Nordsøen Oceanarium & Forskerpark i Hirtshals.

På sit CV kan Jens Otto Størup også skrive områdedirektør i KMD og administrationschef i Lederne.
Han er uddannet økonom fra Aalborg Universitet og har bl.a. suppleret med en bestyrelsesuddannelse og en MBA. Han er desuden bestyrelsesmedlem i Tryghedsgruppen og Forenet Kredit.

Privat bor Jens Otto Størup i Hjørring med sin kone Anette og den yngste af parrets tre børn.
Favoritidrætten er cykling, gerne mountainbike i de nordjyske klitplantager. Han har også cyklet med Team Hjørring til Paris.

Annonce

Glæder sig

DGI’s kommende administrerende direktør Jens Otto Størup glæder sig til de nye udfordringer.

- Jeg ser frem til at arbejde for en rigtig god sag, blive en del af DGI´s organisation, møde nye kollegaer og møde de mange frivillige kræfter. Idræt har altid været en vigtig del af mit liv. Jeg har set, hvordan foreninger bygger bro og binder os sammen som samfund på tværs af land og by og på tværs af generationer. De værdier vil jeg bruge mine erfaringer til at arbejde for, hedder det i pressemeddelelsen.

Jens Otto Størup kommer til DGI i en tid, hvor DGI er i gang med en række organisationsændringer, der skal sikre fortsat høj kvalitet og fokuseret udvikling i idrætten og endnu et tættere samarbejde med idrætsforeningerne.

DGI vil samtidig fortsat være en stærk og attraktiv partner i samarbejdet med kommuner, erhvervsliv, organisationer og fonde. Ikke mindst i forhold til den ambitiøse vision i Bevæg dig for livet-samarbejdet med Danmarks Idrætsforbund.

DGI’s formand Charlotte Bach Thomassen slår fast, at idræt betyder meget for millioner af danskere:

- Det kan vi også se nu, hvor corona-krisen har lukket stort set alt liv i idrætsforeningerne ned, og hvor det er tydeligt for alle, hvor meget vi savner de aktive fællesskaber. Jens Otto Størup bliver en vigtig drivkraft i fortsat at sikre folkelig bred opbakning til, at idrætsforeningerne også i fremtiden er en vigtig del af Danmarks DNA,” siger Charlotte Bach Thomassen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Egtved Posten

Stor fejring må vente

Egtved Posten

Hjælp med at opklare mysteriet

Egtved Posten

Klumme: Årets knald?

Egtved Posten

Klumme: Drømme

Annonce