Annonce
Egtved Posten

Klumme: Energifyldte ildsjæle

Jan Lundsgaard. Klummeskribent på Egtved Posten. Foto: Christina Møgelvang Mosegaard
Annonce

Klummeskribenten

Jan Lundsgaard, årgang 1959, bor i Ågård sammen med Hanne og hendes tre teenagebørn. Lokalt er han engageret i Lokalrådet, Vandværket og grundejerforening. Motionsløber. Ses ofte med pandelampe på veje og stier. Elsker at fortælle den gode historie fra hverdagen, eller sætte meninger til debat.

En af mine gode venner Lars, bor i Kolding. Han er inkarneret vinterbader, og startede op fra en lille træbro ved hotel Koldingfjord for mere end 10 år siden.

Drømmene om et sted med omklædning og sauna voksede i den lille flok entusiaster, der sprang i det kolde vand året rundt. Lars blev manden, der tog teten og satte liv i drømmene.

En badebro og et specialdesignet servicehus lige ned til fjorden. Det er snart realiteterne.

Og Lars har som formand for Hop I Fjorden en stor aktie i, at det er lykkedes. Han fik stablet en forening på benene, samlet en god bestyrelse og har formået at finde fondspenge til at lave byggeriet. Og nye medlemmer strømmer til. De få rå, der startede ved hotellet, er nu blevet til over femhundrede medlemmer.

Og Lars har aktiemajoriteten i den succes. Fordi han selv brænder for det at bade året rundt.

Her i Ågård har vi også ildsjæle, der brænder lystigt. En af dem er Uffe Holst fra Naturlauget.

Jeg har netop talt med ham om indretningen af området ved det nye madpakkehus. Her er Uffe ankermanden, der samler trådene, motiverer og får sat gang i opgaverne. For et par år siden præsenterede han tanker om at samlingssted ved Vester Nebel Å, hvor den løber bag Lupinvænget, Hørvænget og Silkevænget. Her har ungerne et svingtov, og åen er bred og stenfyldt på stedet. Et madpakkehus, med mulighed for fiskeri og undersøgelser af, hvad der lever i åen. Oplagt for børnehave og skole til en anderledes dag, hvor der både er oplevelser og læring.

Samtidig vil alle vi, der bor i området også få gavn af stedet. En stor shelter, som kan bruges til hygge og måske overnatning. Det kan vi takke Uffe for. Han både så muligheden, fandt penge og tilladelser, og ikke mindst motiverede en masse andre til at give en hånd med det praktiske. Uffe er god til at dele sin energi, så andre bliver lige så engagerede som ham selv.

Vores idrætsforening har været ramt af nedlukning, hvilket har været hårdt for alle os, der dyrker fitness i ØSVN. Øv, for det er både hyggeligt og godt for kroppen. Men de herlige instruktører er ikke sådan at bremse. Når ilden brænder, finder den nyt ved at tænde på. ”Vi går da udenfor hallen og bruger naturen”.

Sådan har tankerne nok været, og der er rift om de få pladser på holdene.

Line og Thomas knokler med os to gange om ugen. Udenfor – uanset vejret – bliver vi høvlet igennem, mens vi sveder og bliver motioneret. Hvorfor gør de det? De er ildsjæle, der brænder for motion, og ikke mindst at dele deres passion med andre. Jeg kan kun sige tak. Jeg er selv en af slagsen. Et uventet formandskab til mig i min løbeklub Kolding Motion, giver mig masser af arbejde – og energi. Jeg nyder det, for hver gang bliver der kvitteret med smil og tak fra medlemmerne.

Lige nu er der tryk på. Ændringer i forsamlingsreglerne giver nye muligheder, som selvfølgelig skal udnyttes. På den rigtige måde, så der er blevet undersøgt og planlagt. Der er talt med kommunen, som foreningen lejer bygninger af og så må vi springe i gang. Prøve af, om vi har lavet det rigtige opsæt, og så justere.

For et bump på vejen stopper ikke ildsjæle. Tværtimod kan det motivere til endnu mere energi og virkelyst. Der er mange flere, som brænder for en sag. Bare her i Ågård-Gravens vrimler det med handlekraftige og idérige mennesker, der får aktiviteter til at blomstre. For mig er brændstoffet det at se udvikling, at opleve glæde fra andre og ikke mindst noget meningsfyldt at bruge mine evner på.

Så husk at fortælle de ildsjæle du kender, at deres indsats gør en forskel. Alle bål brænder ud, hvis ikke de får nyt brænde. Og vi kan ikke undvære ildsjæle. De giver alle vi andre muligheder, vi ikke ellers ikke har.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Egtved Posten

Klumme: Krænkelser

Egtved Posten

Biblioteket åbner for selvbetjening

Egtved Posten

Fuld sommerferiefart i gokart

Annonce