Annonce
Egtved Posten

Føljeton: Kirsten Jensen: Lad ikke ildsjælene blive til ensomme fyrtårne

Kirsten Jensen drømmer om, at Egtved skal være mere synlig på landkortet. - Turister besøger Billund og Jelling, men de skal også gerne ville besøge Egtved, lyder det blandt andet fra Kirsten Jensen. Foto: Christina Møgelvang Mosegaard
Annonce

Kirsten Jensen er 64 år og bor sammen med sin mand Henning Nielsen i Rosenhaven i Egtved. Sammen har de døtrene Katja og Nanna, der bor i henholdsvis Trige og Brabrand med deres familier. Kirsten har arbejdet på Egtved Skole i 40 år - først som lærer og siden 2000 som viceskoleleder. Hun gik på pension i september 2017, men har svært ved at slippe skoleverdenen og er derfor skoleven og siger ind imellem også ja til små jobs i skolen.

I fritiden er Kirsten Jensen turneringsleder i EIF-badminton, guider klubbens unge trænere og hjælper til ved stævnebordet under badmintonstævner. En gang om ugen danser hun swing og rock'n'roll i Kom og Dans i Kolding og ellers nyder hun at sejle og vandre med Henning eller lege med børnebørnene Storm, Magne og Clara.

Hvad er din relation til at være en del af udviklingsrådet?

Jeg er valgt ind som Egtved Skoles repræsentant og har været med fra udviklingsrådets start i 2009. Efter aftale fortsætter jeg min valgperiode ud som skolens repræsentant.

Hvad er grunden til, at du er engageret i Egtved Udviklingsråd?

For at skolen til stadighed er en del af lokalsamfundet, er det vigtigt, at skolen har en repræsentant, så det, der først startede som en del af mit arbejde, er nu blevet en interesse for at være med til at udvikle Egtved. Da vi i udviklingsrådet er meget bredt repræsenteret, føler jeg, at vi har fingeren på pulsen i hele Egtved og omegn. Det er vigtigt, at vi hele tiden er et skridt foran, og det er i dette felt, jeg synes, at det er spændende at arbejde med forskellige projekter.

Hvad, tænker du, er vigtigt at gøre en indsats for, når vi taler udvikling af Egtved? Hvor drømmer du om at bringe Egtved hen?

Jeg drømmer om, at Egtved skal være "mere synlig" på landkortet. Turister besøger Billund og Jelling, men de skal også gerne ville besøge Egtved. Vores skønne natur, vandre- og cykelruter, Robert Jacobsen og ikke mindst Egtved-Pigen skal promovere vores by.

Men ikke kun turister skal komme her. Også familier, unge og voksne, der søger efter et sted at bo, skal gerne blive fristet af byens mange forskellige natur-, kultur-, og fritidstilbud, de fine handelsmuligheder og de gode institutioner. Det går godt med at sælge huse, men hvorfor bliver der ikke solgt flere byggegrunde? Det er, som om vi ikke kan finde den rigtige knap!

Forudsigelserne om, at flere butikker i Egtved vil være lukket om 5 - 10 år skal helst ikke blive til virkelighed. Egtved skal fortsat være et handels-, kultur og idrætscentrum. Det er vigtigt, at vi alle yder en indsats for at bevare det gode handelsliv, som Egtved har. Det er nemt og anonymt at handle på nettet, men jeg håber, at man først lige vurderer, om varen ikke lige så godt kunne købes i Egtved. Hvis vi ønsker butikkerne - må vi også bakke dem op. Ellers forsvinder de.

I 2019 håber jeg, at kampagnen "Egtved Cykler" giver flere lyst til at springe på cyklen - både til arbejde og i fritiden. På idéaftenen før jul kom der mange gode forslag om aktiviteter og arrangementer frem, som tovholdergruppen nu vil være dynamo for, så en del af dem også bliver til noget.

Egtved er den eneste centerby, som endnu ikke har en hundeskov. Flere områder har været i spil, og det vil være et aktiv for byen, hvis det i 2019 skulle lykkes for initiativgruppen at finde et egnet sted.

Og sidst men ikke mindst så står svømmehallen færdig i efteråret 2019. Bassinet skal ikke kun fyldes med vand, det skal også fyldes med rigtig mange glade børn, unge, voksne og ældre.

Hvad er fordelene ved Egtved som by?

Der er så mange fordele, som de andre i udviklingsrådet allerede har nævnt indtil flere gange, så her er mit bedste bud: Egtved har mange herlige og dygtige ildsjæle og et stort fællesskab i byen, som det er vigtigt, at vi alle bakker op om og hjælper, så de ikke står som ensomme fyrtårne og lyser forgæves.

De fem skæve

Hvad er din livret?Chokolademousse

Har du en yndlingsfilm?

Jeg elsker dansefilm som for eksempel Flashdance, Dirty Dancing og Footloose. Derfor er jeg også vild med at komme i Fredericia Teater og se deres forestillinger, som ofte indeholder dans.

Hvad har du altid i dit køleskab?

Mælk, sild, leverpostej og salat.

Har du en yndlingsfugl?

Landsvalen. Den er flot i tøjet, glider yndefuldt gennem luften og kvidrer, som om den altid er i godt humør.

Hvad vil du helst bruge dine søndage på?

Familien eller en vandretur i Egtveds "bjerge" og skønne natur.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Egtved Posten

Klumme: Krænkelser

Egtved Posten

Biblioteket åbner for selvbetjening

Egtved Posten

Fuld sommerferiefart i gokart

Annonce