Annonce
Egtved Posten

Forstander stopper: Skal være sognepræst i Norge

Jakob Højlund har i syv år været forstander på LTC og rejser nu med familien til Norge, hvor han skal være sognepræst. Foto: Mette Mørk
Jakob Højlund siger farvel til jobbet som forstander på LTC i Ødsted 30. juni og rejser med familien til Norge, hvor han har fået job som sognepræst.
Annonce

Ødsted: - Jeg er meget spændt på at skulle møde mennesker i meget forskellige livssituationer - om det så er i forbindelse med barnedåb eller begravelse. Det bliver både udfordrende og enormt meningsfuldt, er jeg sikker på, lyder det fra Jakob Højlund.

Gennem de sidste syv år har han været forstander for LTC, Kristeligt Forbund for Studerendes (KFS) ledertræningscenter i Ødsted. 30 juni stopper han, for her venter et nyt eventyr. Han skal nemlig være sognepræst i Stranda tæt på Ålesund i det vestlige Norge.

- Da jeg var otte år, flyttede min familie til Nordnorge, cirka 200 kilometer nord for polarcirklen, hvor min far havde fået stilling som præst. Her boede vi i seks og et halvt år. Det var nogle fantastiske år, som satte sig dybt i mig, fortæller han.

Annonce

Længsel efter Norge

Da familien flyttede tilbage til Danmark, havde Jakob Højlund en klar fornemmelse af, at han engang gerne ville tilbage. Med tiden gled tankerne om en tilværelse i Norge dog i baggrunden bortset fra et halvt års højskoleophold i Oslo.

- Efterhånden fik jeg kone og børn, og vi slog os ned her i Ødsted, da jeg blev forstander her på LTC. Jeg havde ikke tænkt, at Norge skulle være en del af fremtidsplanerne, husker han.

Selvom Jakob Højlund glæder sig meget til den nye hverdag som sognepræst i Stranda, bliver det også lidt vemodigt at sige farvel til ledertræningscentret i Ødsted, hvor han har haft syv gode år som forstander. Foto: Mette Mørk

- For tre år siden, da vi var på vej hjem fra en skiferie i Norge, blev jeg pludselig ramt af en følelse af, at jeg frygtelig gerne ville vende tilbage. Det blev en meget markant længsel, men samtidig havde jeg på det tidspunkt kun været her på LTC i godt tre år og kunne mærke, at det ville være for tidligt at rejse herfra - jeg var slet ikke færdig her, siger forklarer Jakob Højlund.

Nu føler han sig klar.

Annonce

Både nyt og velkendt

Det bliver på mange måder noget helt nyt at være sognepræst, men samtidig er meget ganske velkendt for Jakob Højlund, der har en uddannelse i historie og filosofi.

- Her på LTC underviser vi i Bibelen, og vi holder prædikener, dog i en lidt anden form end i kirken - en del af det står jeg for. Samtidig har jeg altid beskæftiget mig med teologi i fritiden og læst mange fagbøger om teologi, forklarer han.

Desuden er han ud af en familie, hvor både far, morfar, farfar, oldefar, svigerfar, fætter og onkel er præster, og hans bror læser i øjeblikket teologi med henblik på at blive præst.

- Med så mange præster i familien, ender vi ofte med at drøfte tro, teologi og livsanskuelser, når vi er sammen, siger han med et lille grin.

Alligevel bliver det noget nyt at skulle møde folk i rollen som sognepræst.

- Det er jeg meget spændt på. Blandt andet er jeg spændt på, hvordan jeg skal fortælle om Gud og Jesus til nogle, der måske altid har haft lidt afstand til kirken. Eller hvis jeg skal tale med nogle forældre, der har mistet et barn - hvordan taler man med dem om Guds kærlighed, siger han.

Annonce

Familien glæder sig

Jakob Højlund, hans kone og tre børn glæder sig nu meget til at flytte midt i juli måned.

- Den tid, jeg boede i Norge som barn, gjorde et stort indtryk på mig. Jeg håber, at min familie vil få samme gode oplevelse ud af tiden her, som jeg har haft, siger Jakob Højlund, der dog ikke lægger skjul på, at han vil komme til at savne arbejdet med de unge mennesker hos LTC.

- Det har været nogle fantastiske år her, og jeg har virkelig lært meget af at undervise de unge mennesker. Det er det, jeg kommer til at savne mest.

Jakob Højlund har nydt at stå i klasselokalet og undervise og besvare om spørgsmål om blandt andet tro, kristendom og livsanskuelser. Det er også det, han kommer til at savne mest, når han siger farvel til LTC efter syv år som forstander. Foto: Mette Mørk
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Egtved Posten

Klumme: Krænkelser

Egtved Posten

Biblioteket åbner for selvbetjening

Egtved Posten

Fuld sommerferiefart i gokart

Annonce