Jerlev: I en alder af blot 25 år tog Michelle Nielsen for tre år siden sagen i egen hånd efter to år med sygemelding på grund af stress, plus en ansættelsesperiode i et rengøringsfirma, hvor hun ikke følte sig behandlet rimeligt.
- Nej, nu gider jeg simpelthen ikke det her mere. Det må være nok, sagde Michelle Nielsen til sig selv, hvorefter hun bestemte sig for at starte egen virksomhed.
Nu ville hun være herre i eget hus og selv bestemme over sit arbejdsliv.
14 dage senere så firmaet Frk. Støvfri dagens lys, og lige siden dag ét med den støvfrie frøken, har det været Michelle Nielsens levebrød på fuld tid.
- Faktisk har jeg altid været noget af en tryghedsnarkoman, og da jeg var yngre, gad jeg da heller ikke alt det der med at skulle have et fast arbejde og gøre det samme, hver eneste dag. Men det her har åbenbart vist sig at være det helt rette for mig, forklarer den nu 28-årige selvstændige, unge kvinde, hvis ordrebog ikke har været tom en eneste dag i tre år.
Michelle Nielsen fortæller ligeledes, at det gik overraskende nemt for hende at få kunder nok til at økonomien kunne rende rundt. Faktisk mere end nok.
- Man hører, at der i nogle brancher kan gå op til et år, før der er en nogenlunde god økonomi. Men sådan har det ikke været for mig. Jeg har åbenbart lige skudt papegøjen, og det føler jeg mig utroligt heldig ved, konstaterer hun.
Flere erhvervskunder
Størstedelen af kunderne hos Frk. Støvfri er i dag private, som Michelle Nielsen via faste rengøringsaftaler drager rundt til i hele Trekantområdet.
- De private kunder er alt fra nybyggere med unge familier, der har en travl hverdag, til ældre mennesker, enlige og de, der i en moden alder bare gerne vil have noget mere frihed i hverdagen, så det er meget forskelligt, hvem jeg kommer rundt til, siger Michelle Nielsen.
Men kunderne i erhvervslivet har også fået øjnene op for Michelle Nielsens virksomhed. Og flere af den slags, vil hun meget gerne give sig i kast med, så der er en forretningsudvikling undervejs.
- Lige for tiden gør jeg kontorer rent og hver tirsdag er min dag fyldt med rengøring af skurvogne, siger Michelle Nielsen, og hun fortsætter:
- Faktisk har jeg bestemt mig for, at jeg vil have vendt det hele lidt om, så erhvervskunderne bliver de primære for mig, blandt andet fordi det rent arbejdsmæssigt giver mig nogle mere stabile hverdage, men også fordi, jeg synes, at det nu er tid til at prøve noget nyt.
Perfektionisten
Hvad fik dig til at tænke, at det lige skulle være et rengøringsfirma, du skulle starte?
- Jamen, i første omgang kom det til mig helt ud af det blå, og så var jeg jo allerede i gang med mit firma efter 14 dage, men egentligt er det jo også, fordi, at jeg kunne mærke, at det her lige var mig. Det var bare helt tydeligt. Så jeg fulgte min mavefornemmelse.
Hvad betyder et rent hjem for dig, og ikke mindst at kunne give det til dine kunder?
- Først og fremmest kan jeg virkelig godt lide orden, og så er det rart, når alt er flot, rent og præsentabelt. Jeg går faktisk så meget op i, at det hele skal være perfekt, når jeg gør rent, uanset hvor det er. Og hvis jeg opdager, at jeg har overset bare det mindste, så giver jeg det lige en omgang mere, ha, ha. Men altså, hellere gøre det en gang for meget, end en gang for lidt. Folk skal virkelig kunne se og mærke, at jeg har været der.
Tilfredse kunder
Michelle Nielsen forklarer videre, at hun nu, efter tre års erfaring i branchen har fået et godt omdømme blandt kunderne, der som regel kommer til hende via anbefalinger eller de sociale medier.
Selv mener hun, at det blandt andet kan være fordi, at hun både er pligtopfyldende, og at hun altid lige går den ekstra mil længere end mange andre i branchen.
- Jeg har fået mange kunder henad vejen, hvor jeg skulle rette op på noget, som andre rengøringsfirmaer har lavet, hvor man tydeligt har kunne se hvor de har været, og hvor de ikke har været. Ofte har de for eksempel bare taget synlige overflader og gulvene, men sådan er det ikke hos mig, jeg tager alle detaljerne, slår den selvstændige kvinde fast.
Og hun forklarer videre:
- Det skal være sådan, at når du kommer ind ad din hoveddør, så skal du straks kunne se og fornemme, at her er rent, pænt og dufter godt - altid. Og når jeg for eksempel gør rent i et hjem, går jeg fra rum til rum, og alt hvad mit blik fanger, skal gøres rent, selv omkring pæren i lampen eller indersiden af skabslågen ved skraldespanden.
Men tager det så ikke længere tid, når du gør rent og er du dyrere end andre i branchen?
- Jeg mener ikke, at mine priser er højere end andres. Meget handler jo om planlægning og have nogle gode faste aftaler med kunderne, og så er der jo det, at når man gør forarbejdet godt, så er det også meget nemmere og hurtigere at komme rundt efter det. Men jo, jeg er ekstrem-perfektionist, for jeg kan ikke holde ud, hvis ikke mit arbejde er gjort helt perfekt og kunderne er fuldstændig tilfredse. Men når tingene er i orden, giver det sig godt tilbage.
Hvor ser du dig selv ude i fremtiden?
- Jeg tror helt bestemt, at jeg vil fortsætte med at være selvstændig på den ene eller anden måde. Det er bare mig. Og i første omgang handler det om, at jeg nu har fokus på at lægge strukturen lidt om her i virksomheden og arbejder mig hen mod at få flere erhvervskunder, også selvom det måske til tider vil betyde, at jeg måske skal ansætte personale fra tid til anden. Men det er jeg nu også frisk på. Vi må bare se, hvordan det hele går. Jeg er i hvert fald positiv omkring det.