Annonce
Egtved Posten

Genåbnet kro hylder alle mødre

Lars og Zannie Nielsen har netop genåbnet Bække Kro. Dermed er der igen mulighed for at komme ind og spise på Bækkes ældste spisested. Foto: Claus Skovholm

Parret Zannie og Lars Nielsen genåbnede 7. april Bække Kro, der indtil da havde været lukket siden sommeren 2016.

Annonce

Bække: En dag i taknemmelighedens tegn.

Det er, hvad der er i vente, når Bække Kro åbner dørene til kroens første store arrangement efter dens genåbning.

Kroens ejerpar Zannie og Lars Nielsen har nemlig valgt at invitere indenfor til en tre- eller fireretters menu i anledning af mors dag. Et arrangement, der skal hylde mødrene og deres store indsats.

Her vil der bl.a. blive serveret rimmet laks, oksefilet og blødende chokoladekage, og alle kvinder får serveret et glas gratis cava.

Zannie og Lars Nielsen

Zannie Nielsen er født i 1983 og opvokset i Bække. Hun er udddannet bager og er ved at uddanne sig til kok.Lars Nielsen er født i 1978 og opvokset i Vester Starup. Han er uddannet tjener og har 18 års erfaring i faget.

Sammen har de tre sønner på mellem syv og 14 år. De bor sammen syd for Kolding.

Selvom nyheden om kroens genåbning kun har været ude i kort tid, har Zannie og Lars Nielsen allerede fået pænt med bestillinger og interesseangivelser. Foto: Claus Skovholm
Annonce

Født på kroen i 1983

- Man har kun én mor, og man glemmer nogle gange at sætte pris på hende. Derfor vil vi gerne benytte mors dag til at vise vores mødre taknemmelighed, siger Lars Nielsen, der er uddannet tjener og har 18 års erfaring i tjenerfaget.

Sammen med Zannie Nielsen, der er uddannet bager og er i gang med at tage kokkeuddannelsen, genåbnede han 7. april Bække Kro, der har været lukket, siden de tidligere ejere Anniette og Per Jacobsen satte den til salg sidste sommer.

Dermed bliver kroen i familien, eftersom Zannie Nielsen er Anniette Jacobsens lillesøster.

- Lars og jeg har længe drømt om at blive selvstændige, og samtidig syntes jeg, det var synd, at Bække ikke havde en aktiv kro. Så efter mange overvejelser valgte vi at slå til. Og vi ser gode muligheder for at klare os godt, siger Zannie Nielsen, for hvem Bække Kro har spillet en rolle gennem hele livet.

- Jeg blev født på kroen i 1983 og løb som lille rundt mellem bordene, når der var gæster. Så det er en drøm at få mulighed for at drive kroen videre og blive en del af andre menneskers vigtige minder, siger Zannie Nielsen.

Annonce

Sæsonens råvarer og lokale leverandører

Parret Nielsen har mærket stor lokal opbakning, siden de præsenterede planen om at genåbne kroen i Bække. Den håber de at kunne tage afsæt i, når de skal ud at skabe et kundegrundlag.

- Folk skal herind og finde ud af, hvad vi kan tilbyde, og så skal rygtet gerne spredes gennem mund til mund-metoden, siger Lars Nielsen, der suppleres af Zannie Nielsen.

- Vi vil satse på sæsonens råvarer og lokale leverandører. Folk skal gå tilfredse herfra, og de skal have mere, end de kommer efter, siger hun.

Sidstnævnte skal blandt andet forekomme gennem tilbagevende events.

- Det kunne være, vi arrangerer et kagebord, hvor vi midt i arrangementet laver et afbræk, hvor jeg kommer ud midt i kroen og glaserer en kage, så gæsterne kan se, hvordan tingene bliver til. På den måde får de mere med hjem, siger hun.

Samtidig vil parret være aktive på facebook, hvor de bl.a. vil lægge videoer ud om hverdagen på kroen.

Annonce

Central for Bække

Bække Kros historier er flere hundrede år gammel, og de første skriftlige kilder, der beretter om kroen, går helt tilbage til 1610.

Derfor er det lidt af arv, parret Nielsen fører videre.

- Kroen er central for hele Bække by. Den er med til at holde byens historie i live, og den trækker folk udefra hertil, som så får øje på byens andre tilbud, siger Zannie Nielsen.

Uanset hvordan driften kommer til at forløbe, er hun sikker på, at hun ikke kommer til at fortyde beslutningen om at overtage kroen.

- Vi håber at få skabt flow i forretningen, men selv hvis det ikke kommer til at gå, som vi håber, vil jeg aldrig være ked af, at jeg gjorde det. Derimod ville jeg nok fortryde senere, hvis jeg ikke havde gjort det, siger hun.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce