Annonce
Egtved Posten

Genbrugerne: Lopperne fik hurtigt ben at gå på

Loppemarked i Egtved 2019 rummede masser af glade mennesker og et hav af gode lopper. Foto: Christina Møgelvang Mosegaard
Lørdag blev det årlige loppemarked holdt i og ved Egtved Forsamlingshus. Masser og atter masser af mennesker lagde vejen forbi. Omsætningen var rekordhøj og stemningen helt i top.
Annonce

Egtved: Når man kombinerer hundredvis af frivillige kræfter og gå-på-mod med et helt års løbende indsamlinger og i alt omkring 1600 arbejdstimer, har man et fantastisk fundament for et rigtig godt loppemarked. Hvis man samtidig har masser af velvilje til at bruge tid på at hente, sortere, stille frem, sælge og igen rydde op, de rette omgivelser, og masser af folk, der kommer fra nær og fjern for at købe lopper, ja… så får man vist det, man kalder en vaskeægte succes.

Og det var lige præcist sådan, det var, da der blev holdt loppemarked i Egtved Forsamlingshus lørdag 1. juni.

Da dørene åbnede klokken ni, var det med at holde på hat og briller og følge med den pressende strøm af mennesker, der skulle ind og gøre sig de bedste fund. Omkring klokken 13 var der auktion, hvorefter man frem til klokken 15 kunne købe sig en pose til en 50’er og fylde den med lopper.

Fakta

Loppemarkedet blev i 1973 startet af manden, man kender som Kaj Maler. Og siden har overskuddet fra markedet komme Egtveds KFUM SPejdere tilgode.

Det som sælges på loppemarkedet er primært kommet til via ugentlige tømninger året rundt af containere på genbrugspladsen i Egtved. Og så er der ting og sager som kommer fra indhentning ved private hjem.

Hvert år er der cirka 150 frivillige der gør et stort stykke arbejde i forhold til loppemarkedet i Egtved.

Normalt er der et overskud fra loppemarkedet på omkring 120.000 til 130.000 kroner, hvilket, udover at være en kæmpe støtte i spejdernes daglige gøremål, også gør det muligt at sende 11 spejdere til Verdensjamboree, hvor hver spejder får 2000 kroner i støtte.

I 2019 gav loppemarkedet en omsætning på 169.550 kroner. Hvad overskuddet så bliver, er i skrivende stund endnu ikke opgjort.

Annonce

Bruges videre

Ting, ting, ting og flere ting... Når man tænker over det og ser på det i klogskabens klare lys, så er det jo helt vildt at tænke på, hvor mange ting og sager, der findes i verden, og hvor mange der hvert øjeblik bliver fremstillet, solgt, købt, brugt, gemt eller smidt ud.

I Egtved denne lørdag fik nogle af alle de ting, som var stillet flot frem til skue, nye hænder og hjem at boltre sig i - i genbrugens vidunderlige tegn. Og ikke blot er meningen med at genbruge noget, der passer godt ind i tidens og klimaets gode ånd, men her i Egtved er pengene siden første loppemarked i byen i 1973, gået til KFUM Spejderne i Egtved. Og i år ser det ekstra godt ud, for Jeannette Christensen fra "Loppeudvalget" kunne berette, at loppemarkedet nåede op på en omsætning på 169.550 flotte kroner, og overskuddet heraf går altså til spejderlivet i Egtved.

- Loppemarkedet er jo egentlig den eneste måde, vi tjener penge på her hos spejderne i Egtved, så indtægterne herfra betyder rigtig meget for os, så børnene og de unge mennesker kan få nogle gode oplevelser, lyder det fra Søren Nørskov, der har været engageret hos KFUM Spejderne i Egtved gennem mange år.

I år havde hans søn, der går på Brejning Efterskole, sørget for, at intet mindre end 14 elever fra skolen frivilligt kom og hjalp denne dag med at sælge på loppemarkedet.

Annonce

De som står bag

Bag loppemarkedet i Egtved står "Loppeudvalget", der hvert år via stor frivillighed, lægger tid, energi, glæde og masser af arbejde bag denne ene dag om året. Forud har de gennem et helt år indsamlet lopper fra containerne på genbrugspladsen i Egtved og en gang årligt hentet rundt hos borgere i Egtved. Og så er der de mange andre frivillige, der på selve dagen og tiden op til, giver den fuld gas på alle mulige fronter.

- Vi er virkelig glade for al den frivillige hjælp, vi får og ikke mindst for den flotte opbakning, vi får lokalt med rabatter og flotte gaver til tombolaen, siger Jeanette Christensen, Vinni Jørgensen og Marianne Germansen.

Alle tre er en del af "Loppeudvalget".

Vi besøger genbrugerne

Genbrug: I denne tid, nærmest mere end nogensinde, er rigtigt mange optagede af, hvordan vi kan være gode ved jorden. Naturen er under pres og klimaet ændrer sig med hastige skridt mod noget, vi nærmest ikke tør tænke på kan ske. Forurening af forskellige arter, affald og overforbrug er nogle af synderne i forhold til, at Moder Jord lider, og det påvirker alt og alle.

De senere årtier har vi i levet i en smid-væk kultur, og sådan er det da også til stadighed, dog nu med større bevidsthed om, at rigtigt meget kan genbruges. Genbrug er blevet en større trend end det nogensinde har været. TV-programmer og sociale medier bugner med fortællinger om fantastiske loppefund, fancy genbrugstøj og for eksempel genanvendelse af plastik til alskens forskellige ting. Det, som en del har interesseret sig for i mange år, er nu blevet totalt hot. Og hvis der er en trend, som har vist sig, også at give god mening, ja så er det da vist genbrugstrenden.

Derfor har Egtved Posten nu sat sig for, over en periode at undersøge, hvem, hvad og hvor der gøres ekstra meget ud af, at tilbyde borgerne muligheder for at være genbrugere på egnen. Følg med i de kommende uger og bliv klogere på dine muligheder for at hoppe med på genbrugsbølgen, hvis du skulle have lyst.

Hold øje med det grønne logo i Egtved Posten. Så kan du blive klogere på genbrug og de store indsatser som mange gør i genbrugets og dermed miljøets og klimaets tegn.

Annonce

Lidt malurt i bægeret

De tre kvinder beretter dog også om en smule malurt i bægeret:

- Igen i år har vi oplevet, at der om natten fra pladsen udenfor forsamlingshuset er blevet stjålet ting og sager - blandt andet tæpper og symaskiner. Og det er virkelig frustrerende at komme til om morgenen. Det er ærgerligt, især fordi vi faktisk gør det her for at gøre noget godt for nogle børn.

Sagerne blev stjålet i løbet af ugen op til loppemarkedet, hvor de fleste sager bliver stillet op, efterhånden som de bliver hentet fra opbevaringsstederne og fra private hjem.

Men summa summarum… trods det, at nogle stjæler sager, der jo faktisk bare kunne købes for nogle håndører på loppemarkedet, så har det igen i år været en kæmpe succes for loppemarkedet i Egtved.

Dagen blev afsluttet med helstegt pattegris, flødekartofler og salat og en stor tak til alle de frivillige hjælpere.

Loppemarked i Egtved 2019 rummede masser af glade mennesker og et hav af gode lopper. Foto: Christina Møgelvang Mosegaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Egtved Posten

Er der nogen som kan hjælpe

Egtved Posten

Er der nogen som kan hjælpe

Egtved Posten

Blomster fra en glad dreng

Annonce