Annonce
Egtved Posten

Havet tog Nathaniels briller: 13-årige fik hjælp fra uventet kant

Briller 13-årige Nathaniel smiler igen, efter at have fået skænket et par nye briller. Heidi Bidstrup Cortsen er enlig mor, hun var ulykkelig, for hun vidste, at hun nu skulle finde penge til et par nye briller. Privatfoto
13-årige Nathaniel mistede sine briller på sommerferien ved Vesterhavet. Hans mor, Heidi Bidstrup Cortsen, efterlyste hjælp på Facebook, fordi pengene er små. Så trådte en optiker til med nye briller til den uheldige dreng.
Annonce

Vejle: Nathaniel på 13 år og hans mor, Heidi Bidstrup Cortsen, fra Egtved hyggede sig i sommerferien på stranden ved Henne ved Vesterhavet, da bølgerne pludselig tog Nathaniels briller.

Og dermed hans syn.

Nathaniel er meget afhængig af briller for at kunne se og have en normal hverdag.

- Vi nød Vesterhavet i det dejlige vejr og legede på stranden, men så tabte Nathaniel sine briller i vandet ved et uheld, og de var bare væk. De var ikke til at finde igen, fortæller Heidi Bidstrup Cortsen.

Hun var ulykkelig, for hun vidste, at hun nu skulle finde penge til et par nye briller.
Da pengene ikke er store hos Nathaniel og hans mor, efterlyste hun rabatkuponer til en optiker på Facebook-siden “Hjælp til udsatte familier”. Så hun i det mindste kunne købe briller til sin søn med lidt rabat. Hver en krone tæller nemlig i Heidis stramme økonomi som alenemor.

Annonce

Græd af glæde

Efter kort tid lå der en besked i Heidis indbakke på Facebook. Rune Steiness fra Louis Nielsen havde set hendes opslag på Facebook, og tilbød Nathaniel gratis briller.

- Jeg græd næsten af glæde, da jeg læste Runes besked og snakkede med ham efterfølgende, og jeg takkede ham mange gange, fortæller Heidi Bidstrup Cortsen.

Heidi og Nathaniel tog til den nærmeste Louis Nielsen i Bilka Kolding, hvor chefoptiker, Thomas Thoresen, stod klar med en synstest med sundhedstjek og gratis briller.

- Det var tydeligt, at Heidi var presset, da hun besøgte os, men mest af alt glad, fordi Nathaniel kunne få et par nye briller. Hun takkede mig mange gange. Det er bare dejligt at kunne hjælpe, fortæller Thomas Thoresen, indehaver og chefoptiker hos Louis Nielsen i Kolding Storcenter.

Han suppleres af Rune Steiness, der reagerede, da han så Heidis opslag på Facebook.

- Da jeg læste Heidis opslag, tænkte jeg med det samme, at det kan vi hjælpe med. Alle fortjener et godt syn, som vi jo er så afhængige af, og når Heidi og hendes søn ikke har meget, fortjener de en håndsrækning, fortæller Rune Steiness.

Annonce

Har gjort det før

Louis Nielsen har et generelt fokus på at hjælpe lokalt og hjælpe dem, der ikke har meget. Sidste år inviterede Louis Nielsen i Vejle mindrebemidlede familier ind til en dag med gratis synstest og gratis briller.

- Vi gør det, fordi det er enormt vigtigt for livskvaliteten, at synet er skarpt. For dur synet ikke, kan det være et stort handicap i hverdagen, fortæller Rune Steiness.

Nathaniel får sine nye briller i næste uge, og han glæder sig, fortæller hans mor.

- Han har smilet hele dagen, og han glæder sig så meget til at få sine nye briller, fortæller Heidi Bidstrup Cortsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Egtved Posten

Klumme: Sig selv fra

Egtved Posten

Klumme: Det lokale sammenhold

Annonce